Erhverv

Ørsted advarer mod kunstig energiø

Foto: Ørsted

Ørsted advarer om regeringens plan om danmarkshistoriens dyreste anlægsprojekt i form af en energiø med en anslået pris på mere end 58 mia. kr. Det skriver dagbladet Børsen.

Regeringen vil i forbindelse med de danske klimamål bygge en energiø, der skal demonstrere, hvordan man kan integrere store mængder havstrøm i energisystemet.

Ørsted anfægter dog beslutningen om at lade en kunstig ø bygge.

- En kunstig ø i denne her sammenhæng er risky business. Vi frygter simpelthen, at det her bliver havvindens IC4-sag. Det ville være worst case, siger Ulrik Stridbæk, der er chef for energiøkonomi i Ørsted, til Børsen.

I stedet lyder anbefalingen fra Ørsted-chefen, at man opfører den kunstige ø på stålplatforme, hvor energien fra de planlagte havvindmølleparker kan håndteres.

Advarslen kommer, kort tid før at Folketinget skal drøfte udbuddet, hvor også et konsortium bestående af Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), PFA, Pensiondanmark og Andel er klar til at byde.

Den skaber imidlertid undren hos konsortiet, der ikke ser samme muligheder i en stålplatform, som ifølge seniorrådgiver i CIP Michael Ertmann kun har til formål at være en højspændingsconverter.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) har ikke ønsket at kommentere sagen. Ifølge Venstre er der dog lagt op til at opføre en inddæmmet ø, skriver Børsen.

Link til originalartikel (for abonnenter): https://borsen.dk/nyheder/politik/orsted-advarer-mod-ny-energio

BRANCHENYT
Læs også