Blue Vision-formand beskyldes for interessekonflikt ved opkøbsforsøg
Blue Vision kritiseres af tidligere storaktionær for ikke at oplyse om formands interessekonflikt ved fejlslagent opkøb.
Det skriver dagbladet Børsen.
Tidligere storaktionær Jean Dühring kritiserer ledelsen i det børsnoterede selskab Blue Vision for at have skjult interessekonflikt i forbindelse med et fejlslagent opkøbsforsøg af selskabet Heartcare.
Kritikken bakkes op af Caspar Rose, der er advokat og associate professor ved CBS, som vurderer, at Blue Visions daværende bestyrelsesformand Nicolai Dines Kærgaard var inhabil i sagen på grund af interessekonflikt.
- Det er min vurdering, at bestyrelsesformanden burde have oplyst om sine købsoptioner på aktierne i Heartcare, da han har modstridende interesser med Blue Vision. Idet han har aktieoptioner i sælgerselskabet, så drager han fordel af at sælge så dyrt som muligt, men samtidig skal han som formand i Blue Vision købe så billigt som muligt. Der er med andre ord tale om en klassisk interessekonflikt og manglende habilitet, forklarer Caspar Rose til Børsen.
Nicolai Dines Kærgaard afviser imidlertidig enhver snak om interessekonflikt over for avisen. Samtidig afviser den daværende bestyrelsesformand at svare på, hvorfor han ikke har oplyst markedet om sin aktieoption i Heartcare, eller om han har haft økonomisk fortjeneste på bekostning af Blue Visions aktionærer.


