Erhverv

Semler skifter topchef

Ulrik Drejsig vil fra marts indtage koncerndirektørposten i Semler Gruppen. Jens Bjerrisgaard har selv har valgt at træde tilbage.

Portræt af Semler Gruppens kommende koncerndirektør, Ulrik Drejsig. Arkivfoto. Jens Bjerrisgaard koncerndirektør hos Semler gruppen. 
Foto: Gregers Tycho

Danmarks største bilkoncern Semler skifter ud på topchefposten.

Efter 10 år har den 63-årige Jens Bjerrisgaard selv valgt at stoppe som koncerndirektør, og overlader i stedet tøjlerne til den 42-årige Ulrik Drejsig. Skiftet vil ske i marts.

Det skriver Børsen.

Ulrik Drejsig har indtil nu stået i spidsen for selskabet Skandinavisk Motor Co. der er et datterselskab under Semler Gruppen. Ifølge Semler sidder koncernen på en fjerdedel af bilmarkedet harhjemme, og har blandt andet mærkerne Audi, Volkswagen, Porsche, Seat, Lamborghini og Skoda i porteføljen.

»Jeg er fyldt af spænding, ydmyghed og masser af energi og lyst til at drive selskabet videre og gøre en forskel sammen med alle de gode kollegaer. Man tænker, nu er det nu, og det glæder jeg mig helt vanvittigt meget til,« siger Ulrik Drejsig til Børsen.

Ifølge Børsen har Jens Bjerrisgaard valgt at træde ned, da han til dels ønsker at forfølge en bestyrelseskarriere og samtidig have mere tid til familien.

Semler Gruppen har siden 2010 været en overbygning på rygraden i koncernen, Skandinavisk Motor Co., der står for importen og salget af bilmærkerne og blev etableret helt tilbage i 1917.

Semler Gruppen er ejet af de tre familier Mourier, Christiansen og Nielsen. Alle disse familier udspringer af Semler-familien, der oprindeligt grundlagde imperiet. I dag har koncernen 2400 medarbejdere.

Udover import og salg af biler, gør Semler sig ligeledes i leasing og landbrugsmaskiner fra John Deere. Derudover driver Semler Gruppen selskabet Dribe, der tilbyder bil på abonnement.

Læs også