Erhverv
BREAKING

12 flasker fransk vin returnerer efter et år i rummet

Vinene har tilbagt 12 måneder hos den internationale rumstation og vender tilbage til jorden onsdag aften.

Her ses en opsendelse af Space X fra den 20. januar 2020. I aften vender kapslen Space X Dragon retur til jorden med blandt andet vin fra Bordeaux. Foto: SpaceX

Det bliver en lidt speciel last, der rammer vandet i den Mexicanske Golf onsdag aften, når Space X Dragon rumkapslen vender retur fra den internationale rumstation.

Med sig om bord har rumkapslen blandt andet 12 flasker fransk vin fra Bordeaux, som har været i kredsløb i rummet det seneste år, skriver AP.

Umiddelbart kunne det lyde som en last fra en excentrisk milliardær uden noget bedre at bruge pengene på.

Men rumvinene er et led i et forskningsprojekt som selskabet Space Cargo Unlimited står bag. Udover de 12 flasker med prop har også stiklinger fra adskillige vinranker været med på turen.

Turen i rummet, og den vægtløse tilstand, skal give svar på, om vin og vinstokke ændrer sig under en rejse af den art.

»Vores mål er at finde løsninger på, hvordan vi også kan have et landbrug i morgen, der er både organisk og sundt og i stand til at brødføde menneskeheden. Og vi mener, at rummet kan være nøglen til det,” siger Nicolas Gaume, der er koncernchef og stifter af franske Space Cargo Unlimited.

Hver af de 12 flasker er sikret i stålkasser for at undgå, at de bliver smadret.

Et par af flaskerne bliver først åbnet i næste måned. Her vil nogle af Frankrigs top-sommelier blive indbudt, så de kan smage dem og fortælle om turen i rummet har ændret vinene og deres konsistens.

Derefter vil der blive gennemført en omfattende testning af vinen i et laboratorium.

Formålet med forsøget er at finde ud af, om man ved at ”stresse” både vin og planter, gennem en tur i rummet og vægtløshed, kan fremavle mere modstandsdygtige og robuste planter til brug i landbruget.

BRANCHENYT
Læs også