Erhverv

Whatsapp-brugere flygter til konkurrenter efter databommert

Omstridte ændringer i datapolitikken hos den Facebook-ejede Whatsapp betyder, at rivalerne oplever et boom i nye brugere.

Mens Whatsapp mister brugere, vinder rivalerne flere. Foto: AP Photo/Patrick Sison

Whatsapps beslutning om at ændre sine databetingelser har givet gnistrende bagslag.

Efter udmeldingen om vilkår om yderligere datadeling for at bruge appen, har konkurrerende apps som Signal og Telegram oplevet en strøm af nye brugere.

Det skriver Financial Times.

Signal blev downloadet 8,8 millioner gange i ugen efter Whatsapps udmelding mod 246.000 gange ugen før, og Telegram så 11,9 millioner nye brugere strømme til, mod 6,5 millioner ugen forinden.

Antallet af gange, Whatsapp blev downloadet, faldt derimod med 14 pct., skriver mediet med henvisning til markedsanalyseselskabet Sensor Tower.

Ændringen i Whatsapps betingelser betyder, at Whatsapp deler flere data med moderselskabet Facebook. Det har fået debatten om privatlivet og bekymringerne for datasikkerhed til at koge.

Whatsapp har forsøgt at inddæmme skaden, især fordi flere har opfattet de nye vilkår som om, at appen nu vil kunne dele indholdet af private beskeder med Facebook.

»Vi vil gerne gøre det tydeligt, at de nye politikker ikke har indflydelse på private beskeder med venner og familie på nogen måde,« lyder det i en meddelelse til brugerne fra Whatsapp.

Med de nye betingelser vil Facebook og Whatsapp nu kunne dele specifikke betalings- og transaktionsdata med hinanden, hvilket skal hjælpe koncernen til bedre at blive stærkere inden for e-handel og annoncering herfor.

BRANCHENYT
Læs også