Amerikansk smykkekæde havde stærk onlinevækst henover julen
Den amerikanske smykkekæde Signet melder om et godt salg i feriesæsonen dækkende julen og nytåret.
En foreløbig opgørelse for de ni uger frem til 2. januar - en perioden som, selskabet betegner som ”holiday season” - viser en omsætning på 1,8 mia. dollar, hvilket er uændret i forhold til samme periode sidste år.
Det sammenlignelige salg - det såkaldte same store-salg - steg imidlertid med 5,6 pct. drevet af salget online.
Salget online steg således med 60,8 pct. i forhold til samme periode sidste år, mens same store-salget i de fysiske butikker faldt med 4,1 pct.
Signet oplyser desuden, at selskabet i fjerde kvartal af det forskudte regnskabsår 2020/21 - altså for månederne november, december og januar - venter en vækst i same store-salget på 4-5 pct. og en total omsætning på 2,10-2,12 mia. dollar.
Desuden ventes en indtjening i kvartalet på 255-270 mio. dollar.
Ifølge Factset estimerede analytikerne en vækst i same store-salget i fjerde kvartal på 1,8 pct., skriver Dow Jones.
I formarkedet stiger aktien i Signet med 2,5 pct., efter et fald onsdag på hele 8,8 pct.
Faldet onsdag skal dog ses i lyset af en samlet fremgang på 57 pct. i de foregående syv handelsdage.
/ritzau/FINANS