Serier

Teknologigiganter går sammen med sundhedsorganisationer om at skabe digitalt corona-pas

Gruppens formål er at skabe en måde, hvorpå folk med vaccine i blodet kan bevise, at de har modtaget den.

Corona rammer verden
En række prominente teknologivirksomheder og sundshedsorganisationer er gået sammen om at skabe et vaccine-pas, der kan gøre sig gældende i hele verden. REUTERS/Jason Cairnduff

En bred vifte af teknologigianter som Microsoft og Oracle er gået sammen med en række sundhedsorganisationer om at skabe et digitalt corona-pas, som kan hjælpe med at højne sikkerheden i eksempelvis lufthavne og på arbejdspladsen.

Sammen arbejder de under gruppenavnet The Vaccination Credential Initiative (VCI). Gruppens formål er at skabe en form for digitalt pas, der kan hjælpe myndighederne med at af- eller bekræfte, hvorvidt en person har fået et skud vaccine.

Samtidigt skal det være med til at forebygge løgne om at have modtaget vaccinen og derved være et våben mod fortsat coronasmitte.

»Åbne standarder og kompatibilitet er hjertet af VCI’s indsats, og vi ser frem til at hjælpe WHO og andre globale interessenter med at implementere og opskalere åbne, globale standarder for sundhed og kompatibilitet,« siger Paul Meyer, der er adm. direktør i non-profit organisationen The Commons Projekt Foundation, der er en af hovedaktørerne bag projektet, i en pressemeddelelse.

Konceptet er, at individer skal kunne tilgå en krypteret kopi af deres vaccinationsdata, som de kan opbevare i en digital pung. På denne måde kan man sikkert fragte beviser på sin vaccination med sig, hvorend man befinder sig.

»Denne proces bliver nødt til at være lige så nem som netbank. Vi er forpligtet til at arbejde sammen som teknologisamfund og medicinsamfund, mens vi også må samarbejde med globale regeringer for at sikre, at folk kan få adgang til disse informationer, hvor og hvornår de vil,« siger Mike Sicilia, vicepræsident i den amerikanske it-gigant Oracles globale forretningsenhed.

Personer uden smartphones kunne ifølge gruppen få tilsendt papirer med QR-koder, som kunne bruges til at bekræfte, at de har fået vaccinen.

For at organisationens visioner om at skabe et sammenligneligt og globalt form for vaccine-pas skal kunne virkeliggøres, kræver det opbakning fra de respektive myndigheder i diverse lande. I Danmark har vaccine-passet været under debat gennem den seneste tid, og flere aktører i både politik, det private erhvervsliv og i foreningsdanmark har bakket op om idéen.

Læs også