Danfoss overtager alle aktiviteter af det skotske Artemis Intelligent Power, der specialiserer sig i hydraulisk systemudvikling.
Danfoss’ ambitioner om at udrulle en ny teknologi har nu resulteret i et opkøb.
Den danske industrigigant har overtaget alle aktier i Artemis Intelligent Power (AIP), der udvikler hydrauliske systemer, skriver koncernen i en meddelelse.
Opkøbet er en vigtig del af Danfoss’ planer om at udrulle de såkaldte digitale displacement-pumper, der øger effektiviteten og sænker brændstofforbruget i maskiner, der kræver hydraulisk væskekraft.
Danfoss har tre forretningsben: Climate Solutions, Power Solutions og Drives, der producerer hydraulikdele til f.eks. landbrugsmaskiner, termostater, komponenter til kølere og air condition samt styring til elmotorer.
Danfoss er stiftet i 1933 af Mads Clausen og har sit hovedsæde i Nordborg på Als.
Virksomheden er i dag ejet af stifterens efterkommere samt Bitten & Mads Clausens Fond.
»Den fulde erhvervelse af AIP giver os mulighed for at fremskynde udbredelsen af digital displacement-teknologi på vores kernemarkeder,« lyder det fra Jeff Herrin, forskningschef i Danfoss Power Solutions, i meddelelsen.
Det lægger sig op ad Danfoss langsigtede strategi om at rykke koncernen ind i en ny liga med fokus på klima.
Det er ikke første gang, at Danfoss tager den helt store pengepung i brug for at styrke koncernens forretningsområder. I januar sidste år betalte den Als-baserede virksomhed 20 mia. kr. for den irske virksomhed Eatons hydraulikforretning. Derudover købte Danfoss i 2019 fire mindre teknologivirksomheder.
Danfoss er vokset både organisk og med strategiske opkøb fra en omsætning i 2010 på 32 mia. kr. til i 2019 at omsætte for 47 mia. kr.
Danfoss ejede i forvejen aktiemajoriteten af selskabet og havde i den forbindelse indgået et joint venture med Mitsubitshi Heavy Industries. Nu bliver AIP og selskabets 60 medarbejdere i stedet for integreret i Danfoss-koncernen.
Koncernen oplyser ikke, hvor meget det har kostet at overtage de resterende aktier.