Erhverv

Huaweis teknologi skulle udpege etnisk mindretal – nu ændrer selskabet sit patent

En patentansøgning for overvågningsteknologi skulle aldrig have inkluderet etnicitet, indrømmer den kinesiske teknologigigant Huawei.

Huawei udvikler og sælger alt fra mobiltelefoner til 5G-netværk. Foto: Finn Frandsen

Alt imens det kinesiske teknologikoncern Huawei forsøger at ekspandere i Vesten, er der landet en penibel sag på selskabets bord.

I juli 2018 indsendte Huawei et patent for ansigtsgenkendelsesteknologi, hvori selskabet beskriver metoder, hvorpå kunstig intelligens kan identificere karaktertræk hos fodgængere.

»Atributter for målobjektet kan være køn (hankøn, hunkøn), alder (så som teenagere, midaldrende, gammel) eller race (han, uighur),« står der i ansøgningen fra 2018 ifølge BBC og CNN.

En række kinesiske koncerner er tidligere blevet kritiseret for at udvikle overvågningsteknologi, som af den amerikanske stat og menneskerettighedsorganisationer bliver anklaget for at bidrage til masseovervågning og forfølgelse af uighurere, der tilhører et etnisk og religiøst mindretal i Kina.

Også en række medier, blandt andet det undersøgende journalistiske konsortium ICIJ, har afsløret kritisable forhold i genopdragelseslejre i Xinjiang-provinsen, hvor uighurere angiveligt udsættes for fængsling, tortur, tvungen politisk indoktrinering og konstant overvågning.

I kølvandet på medieopmærksomheden planlægger Huawei nu at ændre patentet.

»At identificere individers race var aldrig en del af udviklingsprojektet. Det skulle aldrig være blevet en del af ansøgningen, og vi tager proaktive skridt for at ændre det,« siger en talsperson til BBC.

Ifølge gruppen IPVM, der holder øje med patenter for overvågningsteknologier, har en række store kinesiske selskaber indsendt patenter for overvågningsteknologi, der kan identificere race.

Huawei har ikke haft det nemt på vestlige markeder de seneste år. I 2019 stod selskabet til at blive TDC’s leverandør af højhastighedsnetværket 5G i Danmark. I sidste ende valgte TDC dog at droppe Huawei og i stedet pege på svenske Ericsson efter massiv advarsel fra en række sider. Frygten var, at Huaweis tætte forhold til den kinesiske stat vil kunne resultere i, at følsomme danske data vil kunne havne på kinesiske hænder.

BRANCHENYT
Læs også