Serier
BREAKING

Thailand tilbyder turister at spille golf i deres karantæneperiode

I et forsøg på at hjælpe landets hårdt ramte turistindustri tilbydes seks golfresorts under tvangskarantæne.

Corona rammer verden
Hvis man vil spille golf i Thailand tillader myndighederne, at man kan gå i karantæne på et golfresort. Arkivfoto: HWF Denmark.

De thailandske myndigheder tager nu meget alternative muligheder i brug for at hjælpe landets turistsektor, der er hårdt ramt på grund af coronakrisen.

Regeringen i Thailand har godkendt seks golfresorts som mulige steder, hvor turister kan ”afsone” de 14 dages karantæne, som landet kræver af besøgende til landet, skriver BBC.

De karantæneramte besøgende på disse resorts får dermed mulighed for at kunne bevæge sig rundt og bruge resortets faciliteter og samtidig spille golf.

Alternativet ville være at holde sig isoleret i et hotelværelse i 14 dage.

Turistindustrien i Thailand tiltrak sidste år op mod 40 mio. gæster, som sammenlagt brugte 388 mia. kr. (63,4 mia. dollar). Den indtjening er styrtdykket i 2020.

Fem af de seks udvalgte resorts ligger alle omkring landets hovedstad Bangkok, mens det sidste ligger i Nordthailand ved Chiang Mai.

»Den omstændighed at det foregår i fri luft, og at de besøgende bor i private villaer betyder en stærk reduceret risiko for coronasmitte. Samtidig giver det mulighed for at tiltrække et klientel, der forventes at bruge mange penge,« siger Benoit Badufle, der er ekspert i luksusturisme hos konsulentfirmaet Horus.

Ifølge den thailandske turistorganisation TAT er det netop nu et perfekt tidspunkt til at spille golf i Thailand, fordi der er masser af plads på banerne.

For at komme ind i Thailand skal man kunne fremvise en negativ PCR-test taget højst 72 timer inden ankomst og kunne fremlægge bevis for, at man har en sundhedsforsikring med en dækning på mindst 100.000 dollars.

BRANCHENYT
Læs også