Fortsæt til indhold

Sunway Group udvider rejseporteføljen med nyt opkøb

Med et nyt opkøb udvider Sunway Group rejsesortimentet med nye destinationer. Selskabet skal være klar til, når folk begynder at rejse igen.

Martin Bisp (t.v) og Mads Bygballe (t.h) slår pjalterne sammen i et nyt opkøb. Foto: Sunway/Top Tours
Erhverv

Selvom der i de sidste 11 måneder ikke har været megen aktivitet i rejsebranchen, har den aarhusianske rejsekoncern Sunway Group alligevel haft pengepungen fremme. De har netop offentliggjort et opkøb på halvdelen af ejerskabet i konkurrenten Top Tours.

Sunway Group ejer i forvejen rejsebureauerne Ruby Rejser, Travelnorth og Marathon Travel Club og købte i 2020 ligeledes en tredjedel af det genopståede Bravo Tours.

Ifølge Mads Bygballe, ejer af Sunway Group, handler opkøbet om at indtage nye markeder under fjernere himmelstrøg.

»Vi er kommet nogenlunde ud af krisen, fordi vi har mange heste at spille på. Mange lande, typer, områder og former. Det er vores force. Vi har lige fra vandreferie i Mols Bjerge til en cykelferie og aktiv ferie i Europa i forskellige prisklasser. Men vi har manglet det oversøiske marked,« siger Mads Bygballe.

Top Tours har hidtil specialiseret sig i solskinsrejser i form af charter- og pakkerejser til især Asien.

»Jeg tror, folk kommer til at gå amok efter krisen. Vi kommer til at se en masse, der vil ud og rejse, og der bliver det interessant også at have mere ’mainstream’ badeferie til Asien og Maldiverne. I samarbejdet med Top Tours får vi det med også,« siger Mads Bygballe om årsagen til det strategiske opkøb.

Sunway Group under ledelse af Mads Bygballe kommer til at eje 49 pct. af Top Tours fremadrettet. Martin Bisp, som er medstifter af Top Tours, fortsætter med at være direktør i foretagendet, der i øvrigt også arrangerer motorsportsrejser til Formel 1.

»Vi har lært af krisen, at den model vi har med mange ben at stå på, det fungerer. Derudover er der nogle andre ben, vi har mulighed for at købe op i, hvilket vi ikke havde mulighed for før krisen, for det havde vi ikke penge til. Det har vi nu. Vi synes, det er rigtig spændende at samle op på forskellige ting, og derfor har vi heller ikke et ultimativt krav om at være eneejer. Det er vi på de bureauer, vi har i Aarhus,« afslutter Mads Bygballe.

Artiklens emner
Rejsebranchen
Sunway Group