Erhverv
BREAKING

Bagmænd anholdt: Drev ulovlig filmtjeneste med 20.000 brugere

Bagmandspolitiet går nu også målrettet efter de mange brugere, der har delt ulovlige filmfiler.

Seks formodede bagmænd bag en ulovlig filmdelingstjeneste er blevet anholdt og sigtet for grove krænkelser af ophavsretten. Foto: Aleksander Klug

Bagmandspolitiet (SØIK) har anholdt seks formodede bagmænd bag en ulovlig hjemmeside, hvorpå der er blevet delt piratkopierede film mellem 20.000 brugere.

»Vi håber, at vi med anholdelserne og fængslingen har sendt det klare signal til de danske pirat-brugere, at SØIKs særlige IPR-enhed går målrettet efter nedlukning af de danske tjenester og efter at stille både bagmænd og brugere til regnskab – ingen er fredede,« siger vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein fra SØIKs særlige IPR-gruppe i en meddelelse.

I oktober 2020 anmeldte RettighedsAlliancen internetsiden asgrd.org til SØIK, da man havde konstateret, at der blev delt en række ulovlige kopier af danske film og serier.

Blandt andet var den aktuelle danske film ”Druk” delt flere tusinde gange, skriver anklagemyndigheden.

De anholdte er en 34-årig fra Odense, en 49-årig fra Hørning, en 45-årig fra Malling, en 53-årig fra Assens, en 42-årig fra Billund og en 48-årig fra Brovst.

Sigtelserne mod de formodede bagmænd går på ophavsretskrænkelser af særligt grov karakter.

Piratkopiering og grove brud på ophavsretten er noget, der i grove tilfælde kan udløse bøde bøder og fængselsstraffe. Derfor er både bagmændene bag siderne, hvor piratkopieret indhold er blevet delt, og de mange brugere i Politiets søgelys.

»Det rammer samfundsøkonomien og os alle, når der bliver snydt med rettigheder for film og tv-serier, og derfor går vi hos SØIK efter både brugere og bagmænd,« siger Michael Lichtenstein.

BRANCHENYT
Læs også