Erhverv
BREAKING

Flypassagerer i USA kan risikere store bøder og fængselsstraf for uroligheder

De amerikanske luftfartsmyndigheder skærper reglerne overfor voldelige flypassagerer, efter stigning i antallet af urolige episoder.

Passagerer ombord på amerikanske flyruter kan se frem til bøder på op til 215.000 kroner og sågar fængselsstraf, hvis de opfører sig truende eller voldeligt ombord på flyet. De skærpede regler kommer efter en stigning i voldelige episoder.
Arkivfoto. Foto: Joachim Adrian
FAA

Bøder på op til 215.000 kroner og fængselsstraf. Det er, hvad flypassagererne på flyvninger i USA kan se frem til, hvis de optræder truende eller voldeligt undervejs.

Det skriver Check-in.

Skærpelsen kommer fra de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, og skyldes, at amerikanske flyselskaber har oplevet et stigende antal passagerer, som opfører sig enten truende eller voldeligt under flyvningen.

FAAs direktør Steve Dickson har nu underskrevet et dekret, som beskriver en hårdere håndhævelsespolitik over for urolige passagerer.

»Flyvning er den sikreste transportform, og jeg underskrev denne ordre for at det fortsat skal være sådan,« siger han til Check-in.

Særligt under coronapandemien og senest i kølvandet på, at Kongressen i Washington DC blev stormet, har der været flere episoder.

Ifølge mediet er der tale om tilfælde, hvor passagerer har nægtet at bære mundbind, hvilket er obligatorisk på flyvninger i USA, samt højtråbende og urolige Trump-tilhængere ombord på flyene efter stormløbet på Kongressen. I nogle tilfælde har piloterne måttet afbryde turen.

De nye regler gælder fra 30. marts 2021.

BRANCHENYT
Læs også