Erhverv

Kendis-par har udbetalt over 335.000 kr. til sig selv om dagen

David og Victoria Beckham har udbetalt store millionbeløb til sig selv trods faldende indtjening og voksende underskud.

David og Victoria Beckham ejer bl.a. selskabet David Beckham Ventures Limited (DBVL). Foto: Joel C Ryan/Invision/AP

Den tidligere fodboldspiller David Beckham og hans hustru, modedesigneren Victoria Beckham, fortsætter med at trække svimlende beløb ud til sig selv.

Det sker, selvom parrets indtægter er dalende, og underskuddet i Victoria Beckhams modeselskab er vokset, skriver The Guardian.

Alene i 2019 hev det britiske kendis-par 14,5 mio. pund ud til sig selv, hvilket svarer til, at der i gennemsnit dagligt er tikket over 335.000 danske kr. ind på kontoen hos det berømte par.

Udbetalingerne sker primært gennem parrets hovedselskab, David Beckham Ventures Limited (DBVL), og ifølge The Guardian steg parrets samlede udbytte i 2019 med i alt 3,4 mio. pund sammenlignet med året forinden.

DBVL er 100 pct. ejet af David og Victoria Beckham og har gennem en længere årrække sikret parret store udbetalinger.

The Guardian skriver, at selskabet i 2019 oplevede en stigning i omsætningen på 600.000 pund, hvilket betød at årsomsætningen sneg sig op over 16 mio. pund svarende til over 133 mio. danske kr.

Udover DBVL ejer Victoria Beckham også et modeselskab.

Modeselskabet leverede ifølge de seneste tal en omsætning på omkring 2,5 mio. pund i 2019.

Det ændrer dog ikke ved, at modedesignerens brand fortsat taber penge.

I 2019 måtte Victoria Beckham se underskuddet vokse til 16,5 mio. pund mod 12,4 mio. pund i 2018.

The Guardian skriver, at coronakrisen har påvirket Beckham-parrets virksomheder yderligere i 2020, hvilket forventes at få en »betydelig indvirkning« på både omsætning og resulatet for året.

BRANCHENYT
Læs også