Serier

Stærke aktører lurer på opkøb og fusioner i en blødende rejsebranche

Mange rejsebureauer er ved at løbe tør for penge efter næsten et år med rejsetørke. Økonomisk stærke aktører er klar til at udnytte mulighederne, for priserne er lave.

Corona rammer verden
Men feriestederne længes efter gæster, er der udsigt til at økonomisk stærke selskaber vil købe op i rejsebranchen. Foto: Knud Wilhelmsen

Rejsebranchen bløder, efter coronapandemien har lagt rejselysten i ruiner. Men krisen byder også på muligheder for de stærkeste aktører med penge i kassen eller adgang til kapital, som lurer på et slagtilbud blandt de nødlidende konkurrenter.

I de kommende måneder ventes derfor en række opkøb og fusioner i et erhverv, der er præget af mindre aktører, hvoraf mange er ved at løbe tør for likviditet.

»Med den lave efterspørgsel er der slet ikke plads til alle rejsebureauer. Vi vil se fusioner og opkøb, men det bliver slet ikke til de høje priser, som man så for et år siden,« siger Ole Egholm, der er direktør i Dansk Brancheanalyse og følger rejsebranchen tæt.

Vi er klar til at købe op og overtage rejsebureauer med kort varsel, hvis det kan ske til coronavenlige priser.

Rune Thomassen, adm. direktør i Best Travel

Rejsebureauerne har mere eller mindre ligget i dvale siden marts 2020. Ifølge tal fra Nets, der registrerer betalinger med dankort og kreditkort, er mere end 80 pct. af omsætningen forsvundet. Og der er ikke udsigt til, at der for alvor vil komme gang i rejseaktiviteten før tidligst i sommerferien og mere realistisk i efteråret.

Det presser likviditeten i virksomhederne.

»Der mangler penge i kassen hos rejseselskaberne, og det bliver værre måned for måned. Nogle vil lukke, og andre vil indgå i samarbejder for at stå stærkere eller lade sig opkøbe, fordi de er tvunget til det,« siger Lars Thykier, direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, DRF.

Vi er heldige, at vi ikke har gæld. Det er en stor fordel, for i en krise opstår der muligheder.

Bjarke Hansen, stifter og storaktionær i Primo Tours

Han tilføjer, at det er de stærkeste, som overlever. Og nogle af de mest kapitalstærke har råd til at købe sig større.

Flere selskaber har allerede meldt ud, at coronakrisen giver mulighed for vækst. Det gælder bl.a. Best Travel med hovedkvarter i Frederikshavn, der især sælger grupperejser i Europa.

»Vi er klar til at købe op og overtage rejsebureauer med kort varsel, hvis det kan ske til coronavenlige priser. Vi har haft flere rigtig gode år, så vi har en solid egenkapital. Desuden har vi adgang til kapital fra vores svenske ejere, hvis det bliver nødvendigt,« siger Rune Thomassen, adm. direktør i Best Travel, der er ejet af Stena Line Travel Group.

Han tilføjer, at man har fået flere henvendelser, som ikke gav resultat, men i øjeblikket er selskabet i seriøs dialog med et selskab om en overtagelse.

»Der er mange små selskaber i branchen, og vi ser efter selskaber, hvor vores effektive forretningsmodel kan give stordriftsfordele til fordel for begge parter,« siger Rune Thomassen.

Der er allerede gennemført fusioner og opkøb fra selskaber, som har appetit på mere.

Primo Tours købte i december skirejsekoncernen Skinetworks, der kort forinden var gået konkurs, for et tocifret millionbeløb. Selskabet udelukker ikke, at der kan være flere opkøb på vej.

»Vi er heldige, at vi ikke har gæld. Det er en stor fordel, for i en krise opstår der muligheder. Lige nu har vi travlt med Skinetworks, men vi holder øje med markedet. Det er købers marked, og vi vil gerne mere,« siger Bjarke Hansen, direktør og hovedaktionær i Primo Tours.

Der mangler penge i kassen hos rejseselskaberne, og det bliver værre måned for måned.

Lars Thykier, direktør i Danmarks Rejsebureau Forening

Også Sunway Group, der omfatter Ruby Rejser, Seatravel og andre mindre og specialiserede rejseselskaber, har investeret i branchen under coronakrisen. Selskabet købte for nylig 49 pct. af Top Tours, og i efteråret overtog gruppen 15 pct. af ejerskabet i det nye selskab Bravo Tours, som blev købt ud af konkursboet efter TravelCo Nordic.

»Man skal handle hurtigt, når markedet er gunstigt, og mulighederne opstod lige pludseligt,« siger Mads Bygballe, der er stifter og ejer af Sunway Group, til JP Aarhus.

Han er sikker på, at branchen generelt kommer til at konsolidere sig.

»Virksomheder vil slå sig sammen og finde smarte måder at samarbejde på. Nogle har det skidt, nogle vil gå konkurs, men så opstår der noget nyt på de områder, som grundlæggende var sunde forretningsområder inden corona. Der kommer til at ske meget i den kommende tid,« siger Mads Bygballe.

BRANCHENYT
Læs også