Trods hård nedlukning: Nogle typer rejser kan stadig sælges
Rejser til de helt nære destinationer og bilferie har klaret sig bedre gennem coronakrisen. Tryghed og sikkerhed har høj prioritet.
Coronakrisen har været ualmindelig barsk ved rejsebureauerne. Få brancher har været hårdere ramt, og statistik over køb med betalingskort fra Nets viser, at 83 pct. af omsætningen i erhvervet er væk.
Men der er også enkelte lyspunkter i en branche, der har kæmpet med lukkede grænser og gentagne advarsler om at rejse.
Ruby Rejser er et af de selskaber, som har klaret sig gennem krisen med færre skrammer end de fleste.
Under coronakrisen er omsætningen halveret, og selvom det lyder voldsomt, så er det billigt sluppet i en branche, hvor en del bureauer er lukket, og andre kun har 10 pct. eller mindre af omsætningen tilbage.
»Vi sælger ikke oversøiske rejser, som er hårdest ramt, og det har været en fordel. Vores programmer ligger i Europa, og en stor del af vores rejser og ture går til de nære rejsemål, som det i perioder har været muligt at rejse til,« siger Ronni Knudsen, adm. direktør i Ruby Rejser.
Selskabet har speciale i aktiv ferie med fokus på cykling, vandring, kultur og ski. Programmet omfattede for et år siden rejser til en række europæiske lande. Men da coronakrisen hærgede i flere sydeuropæiske lande, koncentrerede man sig især om rejser til Tyskland, Norge, Sverige, Island og Færøerne. Her var smittetrykket lavere og restriktionerne færre.
»Vores kunder ville gerne afsted på ferie, og derfor var mange åbne for at skifte til destinationer, hvor man kunne rejse. De ville vandre og cykle, og så var rejsemålet mindre afgørende,« siger Ronni Knudsen.
Han oplyser, at selskabet i løbet af coronakrisen har sendt 1.000 gæster på cykelferie i de omkringliggende lande. En stor del af dem er nye gæster, som ikke tidligere har prøvet denne rejseform.
»Mange er taget afsted i egen bil, og det har været en attraktiv måde at rejse på,« siger Ronni Knudsen.
Han tilføjer, at nogle rejsende under coronakrisen ikke har følt sig trygge ved at rejse med fly eller bus, hvor man sidder tæt. I bilen er man sig selv og kommer ikke tæt på andre rejsende. Og hvis man føler sig utryg, så kan man vende bilen og køre hjem.
Også FDM Travel har under pandemien valgt at satse mere på kør-selv-ferie i Europa.
Tidligere var USA det største marked efterfulgt af Australien og New Zealand. Men disse lande har været lukkede, og der er ikke udsigt til en snarlig åbning.
»Tryghed og sikkerhed har høj prioritet, og vi har skruet op for kør-selv-rejser i Europa. Først til Island, Færøerne, Norge og Sverige, da disse lande var åbne. Desuden har vi udvidet med en række andre rejsemål i Europa,« siger Jesper Ewald, salgs- og indkøbsdirektør i FDM Travel.
Der er ikke samme omsætning ved at sælge rejser til nære rejsemål, og FDM sælger for mindre end en fjerdedel i forhold til før coronakrisen. Rejsebureauet forventer dog, at salget vil vende tilbage i takt med, at flere og flere danskere bliver vaccineret.
Det samme gør Ruby Rejser.
»Vi oplever en meget stor rejselyst. Det har ikke været muligt at rejse i næsten et år, så folk har råd, og de vil gerne afsted,« siger Ronni Knudsen.