Erhverv

Jerome Powell kalder økonomiske udsigter »højst usikre«

I Federal Reserve er man fokuseret på at støtte beskæftigelsen og sikre en inflation omkring 2 pct. om året i verdens største økonomi.

Federal Reserves centralbankchef Jerome Powell. Foto: AP/Al Drago

Formanden for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, er fortsat opsat på at støtte amerikansk økonomi »kraftigt«.

Det siger han på et pressemøde, der følger udmeldingen fra centralbanken om at holde den styrende rente i niveauet 0-0,25 pct.

Jerome Powell siger samtidig, at vejen frem for økonomien er »højst usikker« og gentager, at centralbanken er fokuseret på at støtte beskæftigelsen og sikre en inflation omkring 2 pct. om året.

»Det betyder alt andet lige, at de vil være mere tolerante overfor høj inflation og mere bundne til fuld beskæftigelse, før man begynder at stramme pengepolitikken,« skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

Efter dagens rentemøde har banken også meldt ud, at den forlænger de kvantitative lempelser og opkøber obligationer for 120 mia. dollar om måneder, indtil der er gjort betragtelige skridt mod maksimum beskæftigelse og inflationsmål.

I storbanken Nordea mener man, at Federal Reserve muligvis er for negative i sine forventninger til den kortsigtede økonomiske udvikling.

Først og fremmest taler det for lysere udsigter, at en udbredelse af vacciner er i gang.

»Konsensus er, at de positive makroeffekter fra udrulning af vaccine vil komme i slutningen af andet kvartal, men vi føler os komfortable med at sige, at vi allerede kan se klare genåbningseffekter i løbet af marts på grund af en hurtig udrulning af vaccine. Husk, hvordan verden manglede både ansigtsmasker og håndsprit i andet kvartal 2020, og nu svømmer vi nærmest i værnemidler.« lyder det i en kommentar fra Nordeas analytiker Andreas Steno Larsen.

Centralbanken har desuden fået ny hjælp fra finanspolitikken. Det kom med hjælpepakken på 900 mia. dollar, som blev vedtaget henover julen – en hjælpepakke som udover nye stimuluschecks, forlængede en eksisterende ekstraordinær understøttelse og gav ny hjælp til virksomheder, forklarer Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit.

Derudover har den nye præsident Joe Biden og finansminister Janet Yellen fremlagt en hjælpepakke på 2000 mia. dollar, som kan være helt eller delvist på vej, tilføjer han.

»Fed har flere gange slået fast, at der er grænser for , hvad der kan opnås med lave renter og opkøb af obligationer alene, så ingen tvivl om, at de nye finanspolitiske tiltag gør det nemmere for Fed at leve op til sine mål,« skriver Frederik Engholm i en kommentar.

Centralbankchef Jerome Powell blev i øvrigt også spurgt ind til hans syn på den nuværende aktieturbulens på de amerikanske markeder og ikke mindst kursridtene i enkeltstående aktier som Gamestop.

Han undveg dog at svare på »enkeltstående selskaber og enkeltstående handelsdage.«

BRANCHENYT
Læs også