Erhverv

Aktienedtur: Verdens rigeste fik barberet milliarder af formuen

Kun én af verdens 10 rigeste kunne onsdag notere sig formuefremgang. Klodens fem mest velhavende så formuen falde med samlet over 100 mia. kr.

Amazon-stifter Jeff Bezos er én af de personer, der måtte se formuen falde markant onsdag. Foto: AP Photo/Cliff Owen

Onsdag blev en særdeles dårlig dag for verdens rigeste mennesker. I hvert fald hvis man alene måler på, hvordan deres formue udviklede sig.

Verdens fem rigeste - Elon Musk, Jeff Bezos, Bill Gates, Bernard Arnault og Mark Zuckerberg - måtte samlet se formuen falde med 17,1 mia. dollars, svarende til 105 mia. kr. Det viser den daglige opgørelse over verdens rigeste hos Bloomberg.

Blandt verdens 10 rigeste var der kun én, der onsdag blev mere værd. Det var Steve Ballmer, som har en større ejerandel i Microsoft, der modsat de fleste andre store virksomheder onsdag oplevede en kursstigning.

Det var faldende aktiekurser over en bred kam, der torsdag førte til de store formuefald blandt verdens rigeste.

Kæmper som Apple, Amazon, Alphabet, Facebook og Tesla måtte alle se aktiekurserne falde. Det var medvirkende til, at det ledende amerikanske aktieindeks S&P 500 dykkede med 2,6 pct. Det største dyk siden oktober.

I Danmark faldt C25-indekset med 2,4 pct. En overgang var de danske aktier sendt så langt ned, at dagen havde udsigt til at blive den værste på aktiemarkedet siden marts, hvor coronapandemien lige var slået igennem.

De danske aktier fik dog rettet sig lidt op henimod slutningen af dagen.

Blandt aktieeksperter vurderes nedturen at kunne stamme fra USA, hvor flere hedgefonde er kommet i klemme på deres såkaldte shortpositioner, fordi privatinvestorer har sendt en håndfuld aktier kraftigt i vejret. For at få penge i kassen har hedgefondene solgt ud.

»Det ligner et likviditetsevent eller en anden form for fundingevent fra fonde, som er trådt forkert. Vi har haft fokus på det siden torsdag, fordi vi har set en ganske markant stigning i spekulationsaktivitet,« sagde Otto Friedrichsen onsdag med henvisning til f.eks. Gamestop-aktien, som er steget med 1.700 pct. siden årsskiftet.

Danmarks i øjeblikket rigeste person Niels Peter Louis-Hansen kunne som én de få notere sig formuefremgang onsdag. Det var takket være hans to store ejerandele i henholdsvis Coloplast og Ambu. Begge aktier gik frem onsdag, men især Ambu var i hopla med en kursstigning på knap 24 pct.

BRANCHENYT
Læs også