Serier

Modebranche om ny nedlukning: Det er et dødsstød til mange butikker

En forlængelse af restriktionerne rammer danske modebutikker hårdt. Flere organisationer håber på udskydelse af momsbetalinger.

Corona rammer verden
De mindre butikker, der er tvunget til en ny måned med nedlukning, kan være truet på livet, lyder det fra erhvervsorganisationer.

Mange af dem var allerede i knæ, inden regeringen forlængede nedlukningen med en måned mere. Nu står flere modebutikker over for en konkurs.

Sådan lyder budskabet fra Dansk Mode og Textil, som repræsenterer en række mode- og livsstilvirksomheder, der leverer til detailhandlen og hvor flere af dem også har egne butikker.

Ifølge adm. direktør Thomas Klausen er Dansk Mode & Textil gennem de seneste uger blevet bestormet af medlemmer, der frygter, at tøj-, sports- og livsstilsbutikker vil ende i omfattende konkurser.

»Situationen nu er langt værre end sidste forår. Sports- og tøjbutikkerne er brændt inde med tusindvis af vinterjakker og andre varer, som skulle være solgt i den periode, de har været tvangslukket. Hvad skal de stille op med dem, hvis butikkerne først må åbne, når foråret står for døren?« siger Thomas Klausen, adm. direktør i Dansk Mode & Textil.

Når butikkerne ikke har omsætning er der ikke penge til at købe de forårsvarer, forbrugerne vil efterspørge, når butikkerne åbner igen. Derfor rammer nedlukningen også de danske virksomheder, der leverer til tøj-, sports- og livsstilsbutikkerne, som kan se frem til en annullering af ordrer for mange millioner.

»Det her får store konsekvenser for en vigtig del af dansk erhvervsliv. Det håber jeg, de ansvarlige politikere er bevidste om. Vi skal naturligvis ikke gamble med folkesundheden, men det er svært at pege på, hvordan en gradvis genåbning af udvalgsvarehandlen ville medføre det. I stedet har politikerne bragt rigtig mange menneskers levebrød og livsværk på spil,« siger Thomas Klausen.

Ejerne af de små butikker kan bare se til, mens danskerne til gengæld storshopper i supermarkeder og online, tilføjer han.

Både Dansk Mode & Textil, Dansk Erhverv og SMV Danmark peger på, at en yderligere udskydelse af moms vil være nødvendig for at hjælpe særligt de mindre virksomheder.

Konkret foreslår adm. direktør i SMV Danmark, Jakob Brandt, et øget loft for kompensation til selvstændige sammen med en udskydelse af momsbetalingen, der lige falder i begyndelsen af marts:

»De små virksomheder har tre store problemer lige nu: De bliver behandlet dårligere end deres ansatte, når de maks. får 23.000 kr. i kompensation mod 30.000 kr. til deres ansatte. De skal stadig betale mindst 10-25 pct. af lønnen til hjemsendte medarbejdere og slutteligt står hver anden af vores medlemmer med en dobbelt momsregning til marts. Jeg vil derfor klart opfordre til nye trepartsforhandlinger, en ekstra udskydelse af momsregningen og en klar ligestilling mellem selvstændig og ansat,« siger han.

Adm. direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen er skuffet over, at der ikke er blevet åbnet mere op for detailhandlen.

»Branchen har efterhånden fået stor viden og erfaring i forhold til, hvordan man håndterer de sundhedsmæssige foranstaltninger, der er nødvendige for, at kunderne kan handle trygt under forsvarlige forhold. Også de liberale erhverv kunne være omfattet af genåbning. Det ville være gavnligt for at forstå beslutningen, hvis myndighederne fremlægger evidens for, at der sker smittespredning i for eksempel detailhandlen,« siger han.

»Vi danskere har generelt opført os særdeles eksemplarisk under hele perioden, og vi vil fortsat gøre, hvis der blev åbnet op i detailhandlen.«

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger på dagens pressemøde, at regeringen er klar til at justere de nuværende hjælpepakker og herunder evt. udskyde momsbetalingerne.

BRANCHENYT
Læs også