Erhverv

Ny opkrævningsfejl hos Danske Bank vedrører flere tusinde kunder

Danske Bank har fundet en ny »problemstilling« under oprydningsarbejdet med bankens gældsinddrivelsesproblemer.

Flere fejl er dukket op hos Danske Bank, der er igang med et større oprydningsarbejde. Arkivfoto: Aleksander Klug

Danske Bank har identificeret endnu en fejl, der betyder, at flere tusinder af bankens erhvervskunder i en periode kan være blevet opkrævet gebyr, som banken ikke har haft grundlag for at opkræve af kunderne.

Det skriver banken i en pressemeddelelse.

Ifølge banken vedfører den nye »problemstilling« i alt 2.300 erhvervskunder, som i en periode muligvis har betalt et kreditfornyelsesgebyr.

»Det skyldes en systemfejl fra 2015, hvor vi automatiserede et gebyrsystem for erhvervskunder. Vi er i gang med identificere samtlige berørte kunder og begyndte at kontakte dem i slutningen af januar. Alle berørte kunder vil naturligvis blive kompenseret,« lyder det i meddelelsen.

Opkrævningsfejlen er fundet i forbindelse med, at Danske Bank i oktober forrige år igangsatte et større oprydningsarbejde, da det kom frem, at banken havde lavet fejl i en en række ældre kundesager.

»Vi gør fortsat fremskridt med at rette op på de gamle fejl i de identificerede kundesager, ligesom vi også er begyndt at undersøge sagen med de 2.300 erhvervskunder. Som med de øvrige identificerede sager er det vores prioritet at komme til bunds i sagen og sikre, at enhver kunde, der har lidt et tab, bliver kompenseret så hurtigt som overhovedet muligt,« siger Peter Rostrup-Nielsen, der leder bankens centrale enhed.

Ifølge de nyeste tal har Danske Bank gennemgået omkring 83.000 kundesager i forbindelse med fejlbehæftede data i inkassosager.

Her har banken fundet, at 1.500 kunder er blevet opkrævet for meget i forbindelse med bankens håndtering af sagerne.

Kunderne vil modtage kompensation for deres tab.

Udover inkassosagerne har Danske Bank uretmæssigt opkrævet renter på rykkergebyr, hvilket kan vedrøre op til 400.000 danske kunder.

Danske Bank oplyser, at banken på nuværende tidspunkt forventer, at halvdelen af de berørte kunder har betalt under 50 kr. for meget i renter.

BRANCHENYT
Læs også