Opkøbssultne Karo Pharma køber Teva-forretning for over en halv milliard
Den fremadstormende svenske medicinalvirksomhed Karo Pharma, som dansk direktør og dansk bestyrelsesformand står i spidsen for, køber seks brands fra medicinalkæmpen Teva.
Det svenske børsnoterede medicinalselskab Karo Pharma køber Decubal, Lactocare og fire andre brands fra den israelske medicinalgigant Teva. Prisen er 84 mio. euro - svarende til 625 mio. kr.
Opkøbet af produkter inden for bl.a. hudpleje og mælkesyrebakterier giver ifølge Karo Pharmas adm. direktør Christoffer Lorenzen adgang til en række vigtige forbrugerbrands.
Samtidig vil det styrke relationen til apoteks- og detailkanalerne på de nordiske hjemmemarkeder.
»Det betyder, at vi får en bedre mulighed for at udvikle hvert brand og Karos forretning som helhed,« lyder det fra topchefen i en skriftlig kommentar.
Ud over at have danske Christoffer Lorenzen, der har en fortid hos Chr. Hansen, som topchef har det svenske selskab også den danske biotekmilliardær Bo Jesper Hansen som bestyrelsesformand.
Karo Pharma, hvis hovedaktionær er kapitalfonden EQT, havde i forvejen distributions- og markeføringsrettighederne til de forskellige produkter, men overtager nu hele ejerskabet. Opkøbet ventes at blive endeligt 1. april.
Den årlige omsætning for de tilkøbte brands ligger på 330 mio. svenske kr. – svarende til godt 240 mio. kr.
Karo Pharma vil endnu ikke afsløre detaljerne for, hvordan indtjeningen i den opkøbte forretning, ser ud, og hvad forventningen til den fremtidige indtjening er. Men selskabet forventer at udnytte operationelle synergier, som estimeres at give besparelser på 5 mio. euro i år et.
Karo Pharmas danske landechef Esad Toric uddyber, at opkøbet giver bedre mulighed for at arbejde langsigtet med produkterne, samtidig med, at selskabet kan handle hurtigere bl.a. i forhold til, hvilke produkter der skal lanceres på de forskellige markeder.
»Indtil nu har vi skullet igennem Teva for at træffe beslutninger. Teva er en stor global organisation, hvis primære fokus er på lægemidler og ikke på de mere forbrugerorienterede produkter, hvilket gjorde, at vi mistede noget af den agilitet, vi værner om,« siger han.
Nu kan Karo Pharma ifølge Esad Toric selv sætte strategien og eksekvere på den hurtigt sammen med de producenter, virksomheden samarbejder med.
»Vi kan også hurtigere omsætte de input, vi får fra vores kunder, til virkelighed i form af nye produkter,« tilføjer han.
Til at begynde med vil Karo Pharma efter opkøbet jagte vækst på de nordiske markeder, hvor de seks brands allerede er til stede, men derefter er det ifølge Esad Toric også planen at kigge på yderligere geografisk ekspansion.
»Jeg forventer, at vi allerede i indeværende år vil se eksempler på, at vi tager produkter fra et land og lancerer dem i et andet. Flere Decubal-produkter, som bliver solgt i Danmark, er f.eks. til stede ikke på det svenske marked. De vil rimeligt hurtigt kunne lanceres i andre nordiske markeder,« siger landechefen.
Karo Pharma vil efter denne handel fortsat kigge aktivt efter nye opkøbsemner.
»Nu begynder vi at have en fin tilstedeværelse i Norden. Derfor vil det være et naturligt skridt for os at kigge på opkøbsmuligheder i Europa for at styrke vores position på de øvrige europæiske markeder som f.eks. Tyskland, Italien og Storbritannien,« siger Esad Toric.

