Serier

Nedlukning sender langt færre hjem end i foråret

Virksomhederne har kun sendt halvt så mange medarbejdere hjem på lønkompensation som under den første store nedlukning sidste forår, melder Dansk Industri.

Corona rammer verden
Medlemsvirksomhederne i landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri, har indtil videre kun hjemsendt halvt så mange medarbejdere på lønkompensation som under den første store nedlukning sidste forår. Arkivfoto.

Nedlukningen af samfundet ser i denne omgang ud til at ramme virksomhederne og deres ansatte langt blidere, end da den første coronanedlukning ramte Danmark sidste forår.

Ifølge en medlemsrundspørge hos landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri, har medlemsvirksomhederne kun sendt halvt så mange medarbejdere hjem med lønkompensation fra staten som i foråret 2020.

Mens Dansk Industris medlemsvirksomheder i uge 2 i år havde sendt 23.000 medarbejdere hjem på lønkompensation, var tallet i uge 19 sidste år 48.000 hjemsendte medarbejdere på lønkompensation.

»Det er overraskende, når man tænker på, at nedlukningen er lige så omfattende denne gang, og at der også er omfattende restriktioner i mange andre lande,« siger underdirektør i Dansk Industri, Steen Nielsen.

Vi blev meget overraskede, da vi så tallene.

Frederik I. Pedersen, cheføkonom i 3F

Steen Nielsen forklarer tallene med, at mange virksomheder var bedre forberedt denne gang.

»Der er ikke den samme chok-effekt. Første gang kom nedlukningen som en pludselig og kolossal ændring. Denne gang lå det lidt i luften igennem hele efteråret, så mange virksomheder har haft bedre tid denne gang til at tage deres forholdsregler, og det gælder både for danske virksomheder og deres udenlandske kunder og samarbejdspartnere,« siger Steen Nielsen.

Medlemsvirksomhederne under Dansk Industri tæller godt 600.000 lønmodtagere og omkring 30 pct. af den private beskæftigelse i Danmark. Dansk Industri tæller dog ikke den hårdt ramte hotel- og restaurationsbranche.

Heller ikke hos Lederne, der dækker et bredt udsnit af ledere i dansk erhvervsliv, er forventningen, at ligeså mange virksomheder vil gøre brug af lønkompensation denne gang.

»Ud fra hvad vi hører fra vores medlemmer, bl.a. i forhold til, hvor hårdt ramt deres omsætning er denne gang, forventer jeg, at brugen af lønkompensation bliver mærkbart lavere end i foråret,« siger cheføkonom hos Lederne, Niklas Praefke.

Denne gang lå det lidt i luften igennem hele efteråret, så mange virksomheder har haft bedre tid denne gang til at tage deres forholdsregler.

Steen Nielsen, underdirektør i Dansk Industri

Samtidig viser en rundspørge blandt tillidsmænd hos landets største fagforening, 3F, at vurderingen her er, at virksomhedernes situation er stort set uforandret i forhold til før nedlukningen denne gang.

Godt 35 pct. af tillidsmændene svarede i december, at deres virksomhed var negativt påvirket af coronasituationen, og i den seneste 3F-måling fra 25. januar i år svarer godt 35 pct. af tillidsmændene ligeledes, at deres virksomhed er negativt påvirket.

»Vi blev meget overraskede, da vi så tallene. Vores forrige rundspørge lå midt i december lige før den anden store nedlukning, og vi frygtede derfor en meget markant negativ udvikling,« siger cheføkonom i 3F, Frederik I. Pedersen.

Tilbage i marts 2020 svarede 54 pct. af 3F-tillidsmændene, at deres virksomhed var negativt påvirket.

Da den anden nedlukning blev meldt ud fra regeringen i december, lød en vurdering fra Jyske Bank, at nedlukningen ville sende 100.000 danskere hjem på lønkompensation mod de 250.000 lønmodtagere, som var hjemsendt sidste forår, da trækket på lønkompensationsordningen var på sit højeste.

Medlemsundersøgelsen fra Dansk Industri er dog den første opgørelse af, hvad virksomhederne rent faktisk gør denne gang.

Læs også