Garia i nyt milliontab: Jysk-familien må hjælpe til
Garia, der producerer elektriske golf- og transportbiler, kom ud af seneste regnskabsår med endnu et stort millionunderskud.
Familien efter dynekøbmanden Lars Larsen fortsættter med at tabe store millionbeløb på sin bilfabrik Garia.
Fabrikken, der producerer elektriske golf- og transportbiler, kom således ud af regnskabsåret 2019/2020 med et underskud efter skat på 36,7 mio. kr.
Det er mere end dobbelt så stort et tab som året forinden, og samlet har Garia nu haft et underskud på knap 150 mio. kr. de seneste fem år.
»Salget er samlet set steget i forhold til forrige år, dog er salget i USA under forventningerne, i høj grad grundet påvirkning af covid-19-pandemien. Salget i den øvrige verden har været over forventningerne, eftersom interessen for Garia fortsat øges i hotel- og utilityindustrierne,« skriver Garia i det nye regnskab.
Lars Larsens søn Jacob Brunsborg er bestyrelsesformand i Garia. Han, søsteren Mette Brunsborg og resten af familien har gennem selskabet LKL ApS måttet yde et koncerntilskud på 35 mio. kr. til Garia i løbet af det forgangne regnskabsår. Det holder egenkapital positiv, fremgår det af det nye regnskab.
»Selskabets hovedaktionær har afgivet tilsagn om indeståelse for de nødvendige kreditfaciliteter til afdækning af selskabets likviditetsbehov frem til næste ordinære generalforsamling for regnskabsåret 2020/21,« står der i det nye Garia-regnskab.
I fjor kunne Garias direktør Jakob Holstein melde om stor efterspørgsel omkring selskabets elektriske golfbil, som er produceret i samarbejde med Mercedes-Benz.
»Vi har en stigende omsætning måned for måned og arbejder hårdt på at øge indtjeningen. Vi ser stadig muligheden for at sælge mere i USA, mens vi favner bredt fra Mellemøsten til Europa,« sagde han.
I det nuværende regnskabsår forventer Garia et øget aktivitetsniveau og et forbedret resultat før finansielle poster. Underskuddet før finansielle poster forventes at blive på mellem 5 og 10 mio. kr.
Det afhænger dog af udviklingen i coronapandemien, som har stor betydning for både levering af reservedele fra underleverandører i fortrinsvist EU samt for afsætningsmulighederne i hele verden.
Garia blev stiftet i 2005 af bildesigner Anders Lynge og har hovedsæde og produktion i Viborg. Selskabet beskæftigede gennemsnitligt 31 ansatte i det seneste regnskabsår.