Erhverv

Medicinalselskabet Lundbeck tjener mere end forventet i fjerde kvartal

Det fremgår af selskabets årsregnskab, der er offentliggjort torsdag morgen. 

Coronakrisen og valutamodvind satte en stopper for medicinalselskabet Lundbeck i tredje kvartal. Det betød, at selskabets vækstrater fik markant tilbage. Foto: Lundbeck

Trods coronakrisen er det lykkedes medicialselskabet Lundbeck at levere et markant overskud i fjerde kvartal.

Det viser selskabets årsregnskab for 2020, der er offentliggjort torsdag morgen.

Ifølge regnskabet tjente Lundbeck i fjerde kvartal 553 mio. kr. mod 141 mio. kr. i samme periode i 2019.

Derved overstiger medicinalselskabet analytikernes forventninger til perioden, som ifølge de seneste estimater indsamlet og beregnet af Lundbeck selv lød på 36 mio. kr.

Samlet går det danske medicinalselskab dog tilbage på bundlinjen. I 2020 landede virksomheden et årsresultat på 1,6 mia. kr. mod et overskud på 2,3 mia. kr. i 2019.

Også Lundbecks samlede omsætning for fjerde kvartal lander lavere end analytikernes forventninger og omsætning året forinden.

Ifølge årsregnskabet er selskabets omsætning for 2020 dog vokset fra omkring 17 mia. kr. i 2019 til 17,7 mia. kr. i 2019. Omsætningen er båret frem af en samlet fremgang i Lundbecks fem strategiske lægemiddelprodukter.

Coronakrisen påvirker dog fortsat selskabet negativt. Bl.a. er flere kliniske forsøg blevet forsinket, samtidig med at selskabets store lægemiddelhåb, migrænemidlet Vyepti, fik en skidt start som følge af pandemien, der siden har kunnet ses i tallene.

For hele 2020 landede salget af Vyepti på 93 mio. kr., hvoraf 51 mio. kr. er hentet i årets sidste kvartal.

Lundbeck forventede inden lanceringen og coronapandemien, at det sandsynligvis ville kunne indbringe selskabet 500 mio. kr. alene i 2020. Vyepti blev lanceret i april 2020.

Lundbeck venter i 2021 en omsætning på 16,3-16,9 mia. kr. og et driftsresultat (EBIT) på 1,8-2,3 mia. kr.

Selskabet forventer at udbetale sine aktionærer et udbytte på 2,5 kr. pr. aktie, hvilket er noget lavere end i 2019, hvor selskabet ubetalte et udbytte på 4,10 kr. pr. aktie.

BRANCHENYT
Læs også