Serier

Hele branchen lider: Kun 1 af 10 hotelværelser bliver solgt

En tredjedel af hotellerne i København er lukket. Branchen frygter en langvarig krise, for der går lang tid, før de udenlandske turister vender tilbage. Det samme gælder møder og konferencer.

Corona rammer verden
Comwell-kæden har lukket 11 af 16 hoteller. Foto: PR

Januar var den værste måned for de danske hoteller siden nedlukningen i foråret 2020. Kun hvert tiende hotelværelse blev solgt til betalende gæster. Værst er situationen i København, hvor hvert tredje hotel er lukket, fordi der ingen gæster er. Også i andre dele af Danmark har mange hoteller indstillet driften, fordi det er for dyrt at holde åbent.

Økonomien er trods hjælpepakker allerede presset til det yderste, og branchen frygter, at der vil gå lang tid, før der igen er normale tilstande på hotelmarkedet.

»Første kvartal er tabt for os, og andet kvartal ser meget svært ud,« siger Peter Schelde, adm. direktør for Comwell Hotels.

Kæden har lukket 11 af 16 hoteller herhjemme, og de bliver ikke genåbnet, før restriktionerne lempes.

»Restauranterne er lukkede, og man må ikke forsamles mere end fem mennesker, så forretningsgrundlaget er væk. Vi har fem åbne hoteller, hvor vi tager imod erhvervskunder, som har brug for overnatning i forbindelse med arbejdet. Belægningen er på mellem 10 og 20 pct. på disse hoteller. Samlet set er 95 pct. af vores omsætning i januar væk i forhold til samme periode for et år siden,« siger Peter Schelde.

Hotellerne har stort set ikke nogen omsætning, og derfor har mange valgt at lukke helt.

Annette Hyldebrandt, chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i Horesta

Han efterlyser en plan for, hvordan Danmark vil blive genåbnet. Lige nu gælder restriktionerne frem til udgangen af februar, og branchen ved ikke, hvad der kommer til at ske herefter.

»Selvom restriktionerne fases ud i løbet af foråret, vil der gå lang tid, før gæsterne kommer tilbage i et omfang, der blot ligner tiden før coronakrisen,« siger Peter Schelde.

Han peger på, at det tager tid at arrangere og forberede møder, konferencer og messer, som ofte planlægges måneder eller år ud i fremtiden. Den udenlandske turisme vil også halte bagefter et godt stykke frem i tiden, selvom flere og flere bliver vaccinerede i de kommende måneder.

Zleep Hotels, som er en anden stor hotelkæde, har kun lukket et ud af 15 hoteller herhjemme. Det er hotellet ved Billund Lufthavn, hvor passagertallet i januar faldt med 93 pct.

Zleep Hotels er en lavpriskæde uden restauranter og med et begrænset udbud af faciliteter, og det er medvirkende til, at hotellerne fortsat er åbne.

»Vi har lave omkostninger, og derfor giver det mening fortsat at modtage gæster,« siger Peter Haaber, adm. direktør i Zleep Hotels.

Belægningen i hotelkæden er væsentligt højere end gennemsnittet. På de åbne hoteller var der i januar betalende gæster i 27 pct. af værelserne.

»Nogle hoteller havde kun en belægning på 10 pct., mens andre havde gæster på 40 pct. af værelserne. Det er især medarbejdere fra mindre virksomheder, som benytter hotellerne,« siger Peter Haaber.

Første kvartal er tabt for os, og andet kvartal ser meget svært ud.

Peter Schelde, adm. direktør, Comwell Hotels

Han betegner sig selv som naiv optimist i forhold til fremtiden og håber og tror på, at der igen vil komme gang i overnatningerne efter påske og hen over sommeren.

»Der er et stort opsparet behov for at rejse, og det vil vise sig, når restriktionerne begynder at blive hævet. Danskerne vil ud at opleve landet, og der vil også komme gang i turismen fra de nære markeder. Vi satser på gæster fra de nordiske lande, mens der vil gå længere tid, før turister fra Storbritannien, Italien og Frankrig vender tilbage,« siger Peter Haaber.

I 2020 var det især de københavnske hoteller, som havde det hårdt. Branchen forventer, at det vil være det samme i år. Mere end halvdelen af gæsterne i hovedstaden er fra udlandet, og en stor del af dem vil mangle resten af året. Desuden vil der være et fravær af større konferencer og messer, som normalt leverer titusindvis af gæster.

Ifølge Horesta, som er hotellernes og restauranternes brancheorganisation, har knap en tredjedel af Københavns 140 hoteller været lukket i januar.

»Hotellerne har stort set ikke nogen omsætning, og derfor har mange valgt at lukke helt,« siger Annette Hyldebrandt, chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i Horesta.

Nogle hoteller havde kun en belægning på 10 pct., mens andre havde gæster på 40 pct. af værelserne.

Peter Haaber, adm. direktør, Sleep Hotels

Hun fremhæver, at de københavnske hoteller siden sommer har haft et omsætningstab på 80-90 procent.

»Det er ekstremt. Andre dele af erhvervet har været tvangslukket eller været underlagt restriktioner, som har gjort det umuligt at drive forretning,” siger Annette Hyldebrandt.

Horesta opfordrer regeringen og politikerne til at lægge en plan for, hvordan hoteller, restauranter og andre dele af turismen kan komme igennem den sidste fase af krisen. Organisationen ønsker, at hjælpepakker strækkes ud, så de også gælder efter ophævelsen af de nuværende restriktioner.

»Man skal forstå, at store dele af turisme- og oplevelsesøkonomien vil få et langt tilløb, før man er tilbage på normalen. For nogle virksomheder vil det tage måneder, for andre år,« siger Annette Hyldebrandt.

BRANCHENYT
Læs også