Erhverv

Tidligere departementschef Peter Loft stiller op for Liberal Alliance

Den mangeårige departementschef var en af hovedpersonerne i sagen om tidligere statsminister Helle Thorning-Scmidts personlige skattepapirer.

Peter Loft stiller op for Liberal Alliance til Folketinget i Københavns Omegns Storkreds og til kommunalbestyrelsen i Gentofte. Arkivfoto

»Den dag man skriver min nekrolog, vil der stå, at jeg er ham med Skattesagen. Den klæber til mig.«

Sådan sagde den tidligere departementschef for Skatteministeriet Peter Loft i et større interview med Finans for knap to år siden, hvor han forklarede sin rolle i sagen om den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnocks, personlige skatteforhold.

Rampelyset har dog tilsyneladende ikke skræmt den mangeårige embedsmand, der nu har meldt sig som kandidat for Liberal Alliance og går efter en plads i Folketinget, skriver Ekstra Bladet.

»Jeg er en varm tilhænger af velfærdssamfundet, som vi kender det. Og fundamentet for det er skattesystemet. Og der er jeg bekymret over to ting: At man dels læser mere og mere på et system, der i forvejen er overbelastet. Og den anden del er, at alle problemer i dette land løses ved, at der sendes flere penge.,« siger han til mediet.

Peter Loft blev hjemsendt fra sin stilling i Skatteministeriet i 2012, efter det kom frem, at han havde holdt mindst fem møder med Skat København om skattesagen, og en undersøgelseskommission blev nedsat for at undersøge, om der var begået magtmisbrug.

Siden blev Peter Loft af kommissionen frikendt for magtmisbrug. Han blev dog kritiseret for at være for tæt på Thorning-Schmidts sag om manglende betaling af skat i Danmark.

Ifølge den nu 64-årige Peter Loft er særligt Liberal Alliances skattepolitik og en samtale med partiformand Alex Vanopslagh, der har fået den omdiskuterede embedsmand til at stille op for paritet.

Han forklarer til Ekstra Bladet, at hans opfattelse af partiets skattepolitik er, at »man gerne vil forsøge at indrette skattesystemet på en smartere måde, og nedbringe skatten på en smart måde uden, at der udelukkende er fokus på topskat«, hvilket tiltaler den tidligere departementschef.

Peter Loft blev departementschef i Skatteministeriet som 35-årig. Det gjorde ham til den yngste i stillingen nogensinde.

Peter Loft var ansat som departementschef i Skatteministeriet 1993 til 2012.

Herefter var han i en kortere periode kommunaldirektør for Bornholms Regionskommune.

Peter Loft stiller op for Liberal Alliance til Folketinget i Københavns Omegns Storkreds og til kommunalbestyrelsen i Gentofte.

Læs også