Erhverv

Mere coronahjælp på vej til selvstændige

Et politisk flertal uden om regeringen er enige om, at der skal mere hjælp til selvstændige ramt af coronakrisen.

Venstres Sophie Løhde.

Den økonomiske kompensation til selvstændige skal sidestilles med lønkompensation til lønmodtagere.

Det er et flertal uden om regeringen enige om, ifølge Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde.

»Flertal uden om regeringen for Venstres beslutningsforslag om at sidestille den økonomiske kompensation til selvstændige med lønkompensation til lønmodtagere,« skriver Sophie Løhde på Twitter.

Venstre har foreslået, at de selvstændige får hævet deres kompensation fra maks. 23.000 til maks. 30.000 kr. om måneden, så de dermed sidestilles med lønmodtagere. Det er Radikale Venstre enige i.

Opdateringen fra Løhde kommer kort tid inden, at Finansministeriet holder et mindre pressemøde med fungerende finansminister Morten Bødskov.

Her ventes regeringen ifølge Finans’ oplysninger at indkalde til forhandlinger om en justering af hjælpepakkerne for de små erhvervsdrivende.

Ifølge Niklas Praeske, cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation, som har 10.000 selvstændige medlemmer, er det kun fair, at kompensationen til selvstændige hæves, så de sidestilles med almindelige lønmodtagere.

»Nedlukningen har betydet, at mange selvstændige har set deres omsætning forsvinde. Når for eksempel frisøren bliver bedt om at lægge saksen og lukke butikken, skal det beløb, hun modtager i støtte ikke afhænge af, om hun er selvstændig eller lønmodtager,« lyder det fra Niklas Praeske.

Også SMVdanmark er tilfredse med udsigten til, at selvstændige sidestilles med lønmodtagere.

BRANCHENYT
Læs også