Fortsæt til indhold

Proshop fremlægger historisk godt regnskab med vækst på 46 pct.

Poul Thyregod kan bryste sig af, at Proshop har fordoblet sin bundlinje i løbet af et år.

Poul Thyregod grundlagde Proshop i 1995. Foto: Casper Dalhoff
Erhverv

Proshop har netop fremlagt sit årsregnskab for 2020, og det har vist sig at være et markant år i virksomhedens 25 år lange historie.

Elektronikgiganten har i løbet af seneste år automatiseret og effektiviseret, og det har i 2020 givet udslag i en omsætning på 2,1 mia. kr. - en stigning på 46 pct. sammenlignet med 2019. På bundlinjen har Proshop fordoblet årsresultatet, som i 2019 var 24,1 mio. kr., til i 2020 at lyde på 53,3 mio. kr.

Næsten tre gange så mange ordrer udgik sidste år fra Proshops lagre i forhold til 2019, og det stiller krav til den østjyske virksomhed, som i løbet af de seneste 12 måneder både har bygget nyt hovedkontor og lager på 16.500 kvadratmeter.

»At vi oveni alt det har håndteret en vækst på 650 mio. kr. skyldes en uovertruffen holdindsats,« siger adm. direktør Poul Thyregod i en pressemeddelelse.

En af de væsentlige årsager til rekordvæksten er ifølge Proshop selv, at de også er vokset på eksportmarkederne. Det fremgår af regnskabet, at eksport i 2020 stod for 37 pct. af Proshops omsætning. I 2019 var samme tal 34 pct.

Proshop har i løbet af 2020 især udvidet dets robotlagre, og selvom virksomheden har tænkt sig at fortsætte med at automatisere, betyder det ifølge Poul Thyregod ikke, at de har tænkt sig at fyre medarbejdere.

Virksomheden har i dag 221 ansatte, hvilket også er en stigning fra de 179 medarbejdere, som i 2019 var ansat ved Proshop.

Ifølge Poul Thyregod kommer succesen af, at Proshop kan levere varerne hurtigere end de fleste konkurrenter.

»Mange steder er vi fuldt på højde med Amazon og kan vækste i markedet. Det er et verdensmesterskab i skalering, når omsætningen stiger så hastigt, men heldigvis er det gået godt,« siger Poul Thyregod.

Proshop sælger stadig IT-udstyr, men har i de seneste år udvidet sortimentet, så kunder samtidig kan købe alt fra havemøbler til parfumer. De tilbyder i dag over 200.000 forskellige varer.

Poul Thyregod var med til at stifte Proshop i 1995 og ejer i dag 40 pct. af virksomheden, hvor han også sidder i bestyrelsen. Udover Poul Thyregod ejer A. Wilhelmsen Capital A/S også 40 pct., og de sidste 20 pct. ejer Dolphin Management.

Artiklens emner
Proshop
Poul Thyregod