Norske Alltimat 24-syv vil åbne butikskæde uden personale og med døgnåbent
Et nyt dagligvarekoncept skal se dagens lys i Norge, hvor butiksselskabet 24-Syv A/S ønsker at åbne 60 nye ubemandede butikker over de kommende fem år.
Måske ville du ønske, at du kunne handle sent om aftenen eller om natten. Måske ikke.
Snart vil nordmændene have muligheden for at handle samtlige 24 timer i døgnet, når en ny dagligvarkæde ser dagens lys. Butikkerne, der går under navnet Alltimat 24-syv, vil være ubetjente og døgnåbne.
Det skriver det norske medie Finansavisen.
Når kunden skal ind i butikken, skal kunden registrere sig med sit BankID via en QR-kode via sin telefon. Derefter plukker kunden sine varer, scanner dem ved kassen og betaler med kort eller Vipps, som er det norske svar på Mobilepay.
»Vi skal drive ubemandede, døgnåbne dagligvarebutikker forskellige steder i Norge. Vores fokus vil være mindre steder, som ikke har et tilbud i dag,« siger Bendic Klevstadberget, daglig leder i 24-syv, der står bag Alltimat, til Finansavisen.
Han fortæller, at målet er at åbne 10 butikker inden første kvartal af 2022 og minimum 60 butikker inden for fem år. Butikkerne vil være på omkring 50 kvadratmeter og med et begrænset vareudvalg. Inspirationen til satsningen er hentet i Sverige, hvor lignende koncepter allerede er igangsat.
»Vores svenske afdeling har netop åbnet den første butik. Vores mål er at åbne den første butik i Norge i løbet af andet kvartal af 2021,« siger Bendic Klevstadberget.
Allerede nu er kæden begyndt at søge efter franchisers i hele Norge, og kæden reklamerer blandt andet for, at den har et miljømål for øje.
»Mindre udslip og slitage på vejene, fordi indbyggerne ikke behøver at rejse så langt for at handle det mest nødvendige. Mindre transport ved at ønske lokale landmænd og producenter velkommen til at tilbyde ferske produkter i vores butikker. I fremtiden har vi et mål om, at hver butik skal være selvforsynende med elektricitet,« skriver Alltimat i jobopslaget.
I Danmark har Bilka tidligere forsøgt sig med døgnåbent fra 2015 til 2017, men droppede det siden, da det ikke kunne betale sig for hypermarkedet.
I Danmark har supermarkeder tidligere implementeret lignende digitale løsninger som scan-og-betal, og tøjforretningen Teeshoppen, der sælger basic t-shirts og modetøj, forsøgte sig i 2019 med en løsning, der minder meget om Alltimats.
I Teeshoppens fysiske i Aalborg implementerede indehaver Benjamin Philip et app-styret betalingssystem, som hurtigt og effektivt kan klare betalingen uden lange køer og ekspedienter, der bøvler med stregkode eller indpakning. Butikken har brugt det i en testfase, men valgte at lukke det ned i april, fordi butikken ikke kan kontrollere afstandskrav og brug af håndsprit uden personale.
»Mange tror, at jeg fjerner personalet for at spare penge. Men det er ikke tanken bag. Kunderne skal have oplevelsen af at træde ind i en udvidelse af deres garderobe og hurtigt og nemt kunne betale for en ny t-shirt eller skjorte. Jeg oplever i højere grad, at kunderne skal bruge tøjet nu og her, og det behov vil jeg gerne opfylde,« sagde Benjamin Phillip i den anledning til Finans.
Han håber, at Teeshoppen i fremtiden kan udvikle endnu mere på den digitale løsning.
»Vi kommer til at tænke mere ind i det. Det kan godt være, det ikke bliver totalt personaleløst, men det bliver en tankegang, vi vil videreføre. Vi kan se, hvordan kunderne agerer, hvordan de gerne ser, at vi præsenterer varerne, og hvilke funktioner folk vil have på den tablet, der hænger i butikken.«
Også i USA har internetgiganten Amazon åbnet flere selvbetjeningsbutikker, hvor kombineret kamerateknologi og sensorer kan spore, hvilke varer kunderne lægger i kurven. På den måde trækkes betalingen automatisk, når kunderne forlader butikken.