Epidemiloven udvider overvågningen: Du kan blive tvunget til at aflevere personlige oplysninger, når du går på restaurant
Den nye epidemilov giver myndighederne mulighed for at pålægge restauranter, arbejdspladser, foreninger og offentlige institutioner at registrere ansatte, medlemmer og gæsters oplysninger og færden. I praksis får myndighederne mulighed for at overvåge hele befolkningen, konstaterer en forsker.
Når det igen bliver muligt at gå på restaurant, spille fodbold i klubben og gå til koncert, vil regeringen kunne indføre omfattende indsamling af oplysninger om borgernes færden som led i smitteopsporingen.
Med den nye epidemilov, der ventes vedtaget tirsdag i Folketinget, kan sundhedsminister Magnus Heunicke pålægge nærmest alle typer af virksomheder, foreninger og offentlige institutioner at iværksætte registrering af ansattes, medlemmers og gæsters kontaktoplysninger, personnummer og færden, hvis »det er nødvendigt for at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom«...