Erhverv

Spies får tilført millioner: »Ser lys for enden af tunnelen«

Danmarks største rejseselskab får frisk kapital fra sin ejer, hvis moderselskab i Danmark samtidig skifter navn og direktør.

Spies har ikke kunnet sende danskere på charterferie den seneste tid. Foto: Knud Wilhelmsen

Danmarks største rejseselskab Spies får nu en særdeles stor kapitalindsprøjtning til at komme gennem og være klar på den anden side af coronakrisen.

Det danske moderselskab bag Spies har ifølge cvr-registeret netop fået tilført 200 mio. kr. fra sin ejer Nordic Leisure Travel Group, som hotelmilliardæren Petter Stordalen og kapitalfondene Altor og TDR Capital sammen er indehavere af.

De 200 mio. kr. i kapitaltilførsel kommer til at sive ned gennem koncernen og vil gå direkte til Spies. Det bekræfter Per Knudsen, der er finansdirektør i Nordic Leisure Travel Group og ny adm. direktør i det danske moderselskab bag Spies og de andre danske aktiviteter.

Han forklarer, at kapitaltilførslen til Spies har været nødvendig, fordi rejseselskabet har tabt et kontant tilgodehavende hos den tidligere ejer og nu konkursramte Thomas Cook Plc i England. Samtidig har coronakrisen betydet et underskud for Spies i regnskabsåret 2019/2020.

»Kapitaltilførslen til Spies er således for at forberede selskabet på et mere normaliseret rejsemarked i Danmark, når vaccineplanerne er udrullet her senere på foråret. Vores ejere tror 100 pct. på vores virksomhed, så vi ser lys for enden af tunnelen,« skriver Per Knudsen i en mail.

Ville Spies kunne have kørt videre, hvis der ikke blev tilført den planlagte kapital?

»I princippet ja, da moderselskabet i Sverige stiller de nødvendige bankgarantier over for Rejsegarantifonden på vegne af Spies A/S. Men kapitaltilførslen er ligeledes for at styrke Spies finansielt i vores tro på en lysende fremtid for selskabet post covid-19,« skriver han.

Ud over kapitalindsprøjtningen til Spies og Per Knudsen som ny direktør for det danske moderselskab har netop det moderselskab fået et nyt navn.

Tidligere gik det under navnet Sunclass Airlines Holding. Nu hedder det Nordic Leisure Travel Group Holding Denmark for at afspejle rejsekoncernen som helhed.

Petter Stordalen ejer 40 pct. af rejsekoncernen. Det samme gør Altor, mens TDR Capital har 20 pct. af ejerskabet.

Ud over Spies består koncernen af selskaber som Ving, Tjæreborg og Sunclass Airlines.

Spies har endnu ikke offentliggjort regnskab for 2019/2020. Efter mange år med pæne tocifrede millionoverskud viste Spies’ seneste regnskab fra 2018/2019 et underskud efter skat på 175 mio. kr.

Underskuddet kunne henføres til det tab, som rejseselskabet led på Thomas Cooks konkurs.

Læs også