Erhverv

Årsløn på 23 mia. kr.: Medie udpeger 72-årig som den bedst lønnede hedgefondmanager

De 10 bedst lønnede hedgefondmanagere tjente 50 pct. mere i 2020 end året før ifølge ny opgørelse fra mediet Institutional Investor.

Israel Englander, formand og direktør i hedgefonden Millennium Partners tjente 23 mia. kr. sidste år. Foto: Reuters/Phil McCarten.

Mens corona’en gjorde 2020 til et skidt år for mange, var det et vidunderligt år for topfigurerne i mange af de største hedgefonde.

Ifølge en ny opgørelse fra mediet Institutional Investor scorede de 10 bedst lønnede hedgefondmanagere tilsammen 122 mia. kr. i 2020. Det er en stigning på 50 pct. i forhold til 2019, skriver Reuters.

Førstepladsen på listen går til Israel Englander, en 72-årig amerikansk jøde, der i 1989 stiftede hedgefonden Millennium Management. I 2020 slog han alle sine konkurrenter af banen med en personlig årsindtægt på 23 mia. kr. Det er mere end en fordobling af Israel Englanders årsindtægt fra 2019.

Hedgefonde spekulerer i kursfald og kan derfor tjene penge uanset om finansmarkederne går op eller ned. Mange af forvalterne på top 10-listen har fik da også udnyttet de turbulente markeder i 2020 til at levere solide tocifrede afkast til investorerne. Således også Israel Englander, der leverede et afkast på 26 pct. til investorerne i Millennium Management.

Endnu bedre var afkastet fra nummer to på listen, James Simons, der sikrede investorerne et afkast på 76 pct. hos hedgefonden Renaissance Technologies. James Simons tjente selv 16 mia. kr. i 2020.

Det er 20. gang, at Institutional Investor opgør forvalternes personlige årsindtægter. Og i løbet af de 20 år er det kun en gang, hvor Israel Englander ikke har været blandt de 25 bedst lønnede.

Dermed har man også en sandsynlig forklaring på den ekstremt høje årsindkomst. For det første har mange af forvalterne ejerandele i deres firmaer, og for det andet har de tjent styrtende med penge i årevis, så de samtidig er storinvestorer i deres egne investeringsfonde.

BRANCHENYT
Læs også