Henrik Poulsen indstilles til bestyrelsen i Novo Nordisk
Den tidligere topchef fra Ørsted er for alvor ved at gå bestyrelsesvejen med kommende poster hos både Novo og Carlsberg.
Novo Nordisk indstiller, at den tidligere Ørsted-topchef Henrik Poulsen, bliver valgt ind i selskabets bestyrelse.
Henrik Poulsen ventes, at blive valgt ind på Novos kommende generalforsamling den 25. marts, fremgår det af en meddelelse fra medicinalkoncernen tirsdag morgen.
Han sad som topchef for Ørsted i perioden 2012-20, og før det var han koncernchef i TDC.
»Bestyrelsen foreslår valg af Henrik Poulsen til bestyrelsen primært på grund af hans omfattende ledelses- og bestyrelseserfaring i store internationale virksomheder, en betydelig økonomisk indsigt og dybtgående viden om strategi, transformation, innovation og fusioner og opkøb,« skriver bestyrelsen som en del af begrundelsen.
Henrik Poulsen er i gang med at opbygge en tung portefølje af bestyrelsesposter i store danske selskaber.
Udvover Novo er han også indstillet til posten som næstformand i Carlsbergs bestyrelse på den kommende generalforsamling, og han træder ligeledes ind i Ørsteds bestyrelse.
Henrik Poulsen er i forvejen næstformand i rengørings- og servicekoncernen ISS og er netop begyndt som rådgiver i A.P. Møller Holding.