Erhverv

MT Højgaard spår vækst – men problembarn koster stadig på bundlinjen

Ordrebeholdningen stiger hos MT Højgaard, som forventer vækst i 2021. Lønsomheden vil fortsat være tynget af bl.a. turnarounden i problembarnet MT Højgaard Danmark.

Troen på MT Højgaard ramte et lavpunkt ved udgangen af 2018, hvor en aktie kostede knap 46 kr.  Siden dengang har nye ansigter indtaget toppen af virksomheden både i bestyrelsen og direktionen. Det har været med til at styrke troen på selskabet, hvis værdi næsten er firdoblet frem til i dag. Foto: MT Højgaard

Turnarounden er endnu ikke i hus, men entreprenørkæmpen MT Højgaard leverer et lille nøk over det lovede i 2020, viser nyt årsregnskab.

»Vi forbedrer driften skridt for skridt, mens vi nedbringer omkostninger og begrænser risici. Der er stadig meget at tage fat på, og vi er end ikke halvvejs i den treårige strategiperiode. Men vi er på rette spor,« siger Morten Hansen, adm. direktør i MT Højgaard, i en kommentar til regnskabet.

Toplinjen runder i 2020 6 mia. kr., mens driftsresultatet før særlige poster endte på 129 mio. kr. 2020-prognosen fra koncernen lød på en omsætning på omkring 5,9 mia. kr. i 2020 og et driftsresultat på omkring 125 mio. kr.

Omsætningen endte dermed 4 pct. lavere i 2020 end i 2019. Forklaringen ligger i et midlertidigt aktivitetsfald hos koncernens selskab Enemærke & Petersen i første halvdel af året.

MT Højgaard forventer en højere toplinje, når 2021 er omme. 2021-omsætningen vil ifølge MT Højgaard nå op på 6,8 mia. kr., mens driftsresultatet – igen før særlige poster – ventes at ende på 160 mio. kr.

Mens mange af koncernens selskaber tjener penge på driften, taber den danske entreprenørforretning i MT Højgaard Danmark penge.

I regnskabet skriver MT Højgaard, at risikoen for tab på igangværende projekter blev reduceret i takt med, at især MT Højgaard Danmark afsluttede ældre projekter, som bidrager med ingen eller lav indtjening.

Mens bygge- og anlægsbranchen generelt i Danmark har kørt videre uden at blive ramt af et aktivitetsdyk pga. corona, har MT Højgaard kunnet mærke pandemien på de internationale aktiviteter. Forretningsbenet MT Højgaard International oplevede bl.a. en opbremsning i forhold til nye ordrer i Maldiverne, fordi restriktioner afholdt investorer fra at indgå nye kontrakter.

Også aktivitetsniveauet i Portugal og i de dele af Afrika, hvor koncernen er aktiv, blev afdæmpet pga. coronakrisen, skriver MT Højgaard i regnskabet.

Coronakrisen giver fortsat usikkerhed i forhold til fremtiden, lyder det i regnskabet, men ordrebogen lider indtil videre ingen nød. Den samlede ordrebeholdning lå ved udgangen af 2020 på 8,2 mia. kr. mod 6,6 mia. kr. i 2019.

BRANCHENYT
Læs også