Erhverv

Genmab spiller forsigtigt ud og skruer voldsomt op for omkostningerne

Biotekselskabet Genmab vil i 2021 i den grad sætte fut under kedlerne, når det handler om forskning og udvikling.

Jan van de Winkel har været adm. direktør i Genmab siden sommeren 2010. Før det var han forskningsdirektør. Foto: Stine Bidstrup.

Biotekselskabet Genmab er blevet en milliardindtjenende forretning, men der bliver i den grad også geninvesteret den ene milliard efter den anden.

Finans giver dig her overblikket over regnskabet.

Forventningerne. Genmab spiller forsigtigt ud og venter en omsætning i 2021 i niveauet 6,8-7,5 mia. kr., mens omkostningerne, hvor langt størstedelen er til forskning og udvikling, forventes at lande på mellem 5,5 og 5,8 mia. kr.

Det vil, såfremt planerne går som ventet, resultere i et overskud på mellem 1 mia. kr. og 2 mia. kr., når 2021 er omme.

Forventningerne i markedet lød ifølge estimater indsamlet af Ritzau Finans fra Bloomberg på en omsætning i 2021 på 8 mia. kr., et driftsresultat på knap 3,2 mia. kr. og et overskud på lige over 2,6 mia. kr.

Supersællerten. Spændingen var på forhånd taget ud, da partneren Johnson & Johnson allerede havde offentliggjort salgstallene.

Alligevel er det dog værd at bemærke, at lægemidlet Darzalex til behandling af knoglemarvskræft samlet indbragte Genmab lige over 4,4 mia. kr. i 2020.

Udgifterne. Genmab ruger på et hav af nye lægemidler, og det er dyrt.

Derfor forventer biotekselskabet også at skrue op for omkostningerne til forskning og udvikling det kommende år, men det er alligevel værd at bemærke, at Genmab meget eksplicit nævner, at en del af de høje omkostninger skyldes fortsat investering i også både kommerciel infrastruktur og organisationen generelt.

Aktietilbagekøbsprogram. Genmab lancerer umiddelbart i forlængelse af årsregnskabet planer om at tilbagekøbe aktier.

Der er tale om op til 200.000 aktier, der senest, såfremt det bliver realiseret, vil være afsluttet senest med udgangen af juni 2021.

Bonusinfo. Jan van de Winkel, adm. direktør i Genmab, modtog i 2020 en samlet løn på 37,3 mio. kr., hvilket er lidt mere end de 35,2 mio. kr., han fik i 2019.

I den sammenhæng er det dog værd at bemærke, at Jan van de Winkel over årene samlet, når man ser på, hvad han har tjent på warrants - og potentielt står til - for længst har passeret 1 mia. kr.-mærket.

BRANCHENYT
Læs også