Erhverv

Tesla sætter produktionen af Model 3 på pause i Californien

Produktionen af Teslas model 3 er stoppet. Foto: Benny Kjølhede

Tesla har midlertidigt indstillet produktionen af sin Model 3 på fabrikken i Fremont, Californien, skriver Bloomberg News.

Medarbejdere på produktionslinjen er blevet bedt om at blive hjemme fra den 22. februar til den 7. marts, oplyser en kilde til Bloomberg. Selv har Tesla ikke ønsket at kommentere oplysningerne.

Medarbejderne vil ifølge kilden få løn for den 22. og 23. februar, men må undvære løn for den 28. februar samt de første tre dage af marts. Hvad der er aftalt i den mellemliggende periode fremgår ikke.

Tesla meddelte i sidste uge, at selskabet forsøger at tilpasse sig effekterne af en verdensomspændende mangel på chips, der også har ramt andre bilproducenter.

Gordon Johnson, der er stifter af analysehuset GLJ Research, skrev tidligere denne uge, at Tesla ved udgangen af 2020 havde et overskudslager af biler, og at selskabets salg snarere begrænses af efterspørgslen end af produktionen.

Tesla falder 1 pct. i formarkedet til 735 dollar.

BRANCHENYT
Læs også