Pandemien udhulede Airbnb's omsætning
Amerikanske Airbnb, som formidler korttidsudlejning af værelser, lejligheder og huse, måtte i sit fjerde kvartal konstatere, at rejseaktiviteten på grund af coronapandemien er faldet, og det satte sig I omsætningen, som bakkede kraftigt.
Dog ikke helt så meget som ventet, og det tyder på en vis modstandsdygtighed i forretningen. Aktien steg 2,6 pct. i eftermarkedet.
Airbnb oplevede i perioden et fald i omsætningen på 22 pct. til 859 mio. dollar mod ventede 740 mio. dollar, da antallet af bookede overnatninger faldt med 39 pct. til 46,3 millioner, hvilket betød, at bruttobestillingerne faldt 31 pct. til 5,90 mia. dollar.
Det justerede resultat per aktie blev på minus 10,89 dollar mod et konsensusestimat på negative 9,66 dollar, ifølge Bloomberg News.
Det justerede driftsresultatet, målt på EBITDA, landede samtidig på negative 21 mio. dollar. Her var dog ventet et minus på 128 mio. dollar.
Helt på bunden stod der et minus på 3,9 mia. dollar, men 2,9 mia. dollar af det beløb stammede fra bonusbetalinger i forbindelse med den nylige børsnotering.
For det igangværende første kvartal regner Airbnb med en fremgang i både antallet af overnatninger og i bruttobestillingerne i forhold til samme periode 2020, men under niveauet fra første kvartal af 2019. Målt på omsætningen ventes et årsfald, som vil være mindre end de 22 pct. fra fjerde kvartal.
Airbnb kommer ikke med en prognose for hele 2021, og koncernen noterer sig "begrænset sigtbarhed" for væksten i 2021.


