Erhverv

Kuehne + Nagel bedre end ventet på omsætning og indtjening i 2020

Foto: Kuehne + Nagel International AG/dapd

DSV's schweiziske konkurrent Kuehne + Nagel er kommet bedre end ventet gennem 2020 trods en lille nedgang i både omsætningen og indtjeningen.

Det fremgår af selskabets årsregnskab onsdag morgen.

Nettoomsætningen endte i 2020 på 20,38 mia. schweizerfranc mod ventet 19,97 mia. schweizerfranc ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg. Der var dog tale om en nedgang på toplinjen på 3,4 pct. sammenlignet med året forinden.

Driftsresultatet (EBIT) landede på 1,07 mia. schweizerfranc og dermed marginalt bedre end de ventede 1,06 mia. schweizerfranc blandt analytikerne.

Der var i løbet af året nedgang i luftfragten, der faldt 12,8 pct. sammenlignet med 2019 målt på tonnagevolumen.

Kuehne + Nagel foreslår at udbetale udbytte på 4,50 schweizerfranc. Her var på forhånd ventet et udbytte på 3,95 schweizerfranc blandt analytikerne.

Aktien lukkede tirsdag med et fald på 0,3 pct. til 221,90 schweizerfranc.

BRANCHENYT
Læs også