Serier

Restaurantkæden Flammen vil åbne 12 nye restauranter og øge tilstedeværelsen i Tyskland

Coronakrisen har været dyr for den danske buffetkæde Flammen. Alligevel tager ejerfamilien nu kampen op mod kæden danske rival, Jensens Bøfhus.

Corona rammer verden
Restaurantkæden Flammen vil med sin nye direktør, Piet Klein, og ny strategi i offensiven, åbne flere restauranter og løfte indtjeningen. Arkivfoto

Allerede i januar meldte ejerfamilien bag den danske restaurantkæde Flammen, at den var klar til at gå i offensiven og åbne en lang række restauranter og udvikle et nyt koncept til mad ud af huset.

Det skete, til trods for at kæden på det seneste har tabt store beløb som følge af coronakrisen og mistet millioner på driften.

De skrumpende resultater og den forsatte usikkerhed i forbindelse med krisen er dog fortsat ingen hindring for buffetkæden, der nu for første gang melder konkrete planer og tal ud for sin ekspansionsplan.

Ifølge Børsen vil Flammen indenfor de kommende år bruge et tocifret millionbeløb på at åbne 12 nye restauranter i Danmark. Ligesom kæden vil genoplive sin ekspansionsplan i Tyskland, hvor den på nuværende tidspunkt har en enkelt restaurant i Hamborg.

»Vi skal have åbnet de her nye restauranter så hurtigt, som lejemålene nu dukker op. Nu har vi styr på, hvor de skal placeres, så nu gælder det bare om at få lukket hullerne og få sat en knappenål ned i byerne på landkortet,« siger selskabets direktør, Piet Klein, til mediet.

Målt på antal restauranter kan Flammens ekspansionsplan gøre den danske del af kæden større end selskabets danske rival, Jensens Bøfhus, der på nuværende tidspunkt har 19 restauranter i Danmark.

Restaurant Flammen har i øjeblikket 15 danske restauranter.

Piet Klien ønsker overfor Børsen ikke at sætte konkrete tal på, hvor mange restauranter Flammen vil åbne i Tyskland. Han understreger i stedet, at kædens fokus i første omgang er at ekspandere i Danmark.

Flammen blev stiftet i 2009 af den sønderjyske ejerfamilie Rosenfeldt Sunddal, som åbnede den første af kædens restauranter i Kolding samme år.

Siden er konceptet med mindst 15 slags grillet og 50 salater blevet så populært, at Flammen i dag har spredt sig til stort set hele landet.

Ifølge Flammens seneste offentliggjorte regnskab leverede buffetkæden i 2019 et overskud efter skat på 1,2 mio. kr.

Bruttofortjenesten lød på 20,9 mio. kr.

Piet Klein udtalte i januar til Finans, at coronakrisen har sendt Flammen i et millionunderskud i 2020, fordi krisen bl.a. har tvunget kæden til at holde flere af sine restauranter lukket og samtidig resulteret i, at der er blevet reduceret i selskabets kapacitet gennem året.

»Omsætningsmæssigt leverer vi naturligvis betragteligt under både budget og 2019-niveau,« lød det fra Piet Klein.

Piet Klein blev hentet til Restaurant Flammen i begyndelsen af 2019, efter at den tidligere direktør, Elias Tychsen, blev fyret.

BRANCHENYT
Læs også