Erhverv

Regeringens skærpede indsats mod momssvindlere halter: »Det er simpelthen for dårligt«

Erhvervsstyrelsens kontrol med virksomhedsadresser er fortsat hullet, mere end et år efter at erhvervsministeren bebudede ny forstærkning til styrelsen, så den bedre kunne agere værn mod svig mod statskassen.

Artiklens øverste billede
Mere end et år efter erhvervsministeren lovede at stramme op på kontrollen af dækadresser, brugte en række virksomheder involveret i formodet momssvindel Frelsens Hærs herberg på Amager som dækadresse igennem længere tid, uden at myndighederne greb ind. Illustration: Anders Thykier

Virksomheder indblandet i formodet moms- og skattesvindel slipper stadig af sted med at registrere sig på dækadresser, uden at Erhvervsstyrelsen griber ind. I ny sag er det lykkedes for formodede svindlere at registrere selskaber på herberg for hjemløse.

Det er ellers næsten halvandet år siden, at erhvervsminister Simon Kollerup bebudede, at der skulle strammes op på kontrollen med bl.a. dækadresser for at værne statskassen mod moms- og skattesvig.

SERIE: Netop nu kører Danmarkshistoriens mest omfattende retssag om momssvindel, skatteunddragelse og hvidvask. 17 mænd er anklagede for at stå bag det formodede svindelsystem, som politiet har døbt Operation Greed. Finans og Information fulgte sporene fra sagen og har afdækket nye formodede svindelvirksomheder med moms- og skattegæld for flere hundrede millioner kroner. Metoderne er tilsyneladende ufortrødent blevet videreført fra Operation Greed, efter politiet slog til.

Det skete, efter at Finans og Information afslørede flere eksempler på virksomheders brug af falske dækadresser. De var involverede i moms- og skattesvig mod staten, og havde myndighederne ført kontrol med adresserne, kunne man muligvis have stoppet bagmændene tidligere i forløbet. 

Seniorrådgiver Lars Krull fra Aalborg Universitet er stærkt kritisk over for Erhvervsstyrelsens kontrolindsats.

»Det er simpelthen for dårligt. De bruger jo ikke de redskaber, der ligger lige foran næsen på dem. De kunne jo eksempelvis digitalt skrive ud til ejeren af adressen med en oplysende besked om, at den og den virksomhed er blevet registreret på adressen. Så havde ejeren haft mulighed for at gøre indsigelse, som Erhvervsstyrelsen ville være tvunget til at reagere på,« siger Lars Krull.

Finans og Information kan nu berette om et nyt eksempel, hvor Hørhuset, Frelsens Hærs herberg for hjemløse på Amager i København, indtil for få måneder siden har huset flere virksomheder.

Det burde ellers ikke være muligt at drive erhverv fra herberget, som tilbyder midlertidige hjem til 64 personer, forklarer forstander Kim Nissen.

»Det er en midlertidig adresse, så det kan man faktisk ikke. Eller det burde man ikke kunne, og vi har kontaktet Erhvervsstyrelsen på et tidspunkt og sagt, at det er mærkeligt, at de er registrerede hos os, for de er ikke hos os. Men vi har ikke hørt noget fra styrelsen,« siger Kim Nissen.

Selskabsloven dikterer, at virksomhederne skal kunne træffes på deres registrerede adresser, ellers kan de tvangsopløses.

Styrelsen erkender, at der endnu er huller i kontrollen med virksomhedernes adresser. 

Et nyt system, hvor oplysninger fra BBR- registret inddrages i kontrollen med selskabsregistrets adresser, skal gøre det »langt vanskeligere at registrere en virksomhed på en adresse, hvor virksomheden åbenlyst ikke kan træffes«, siger vicedirektør Henning Steensig. 

Men systemet forventes først i fuld drift i 2. kvartal 2021.

De nye muligheder trådte i kraft den 1. januar i år, og erhvervsministeren understreger nu, at regeringen er i fuld gang med at hæve indsatsen på hele paletten.

»Jeg forventer, at Erhvervsstyrelsen med de nye kontrolmuligheder griber hurtigere og mere effektivt ind over for virksomheder, der ikke overholder loven,« siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Sagen drejer sig om tre virksomheder Ole’s Materialeudlejning, Ole’s Holding og Ole´s Sodavand, der indtil december 2020 haft adresse hos Hørhuset. I forbindelse med afdækningen af et nyt kompleks med formodet moms- og skattesvig i den trecifrede millionklasse har Finans og Information fundet overførsler for 2,2 mio. kr. til Ole’s Materialeservice. 

Ifølge selskabsregistret er firmaerne oprettet, ejet og ledet af en mand ved navn Ole Jacobsen, der også selv havde adresse på herberget indtil sommeren 2020. Forstander Kim Nissen kan pga. tavshedspligt ikke bekræfte eller afkræfte dette.

Det er ikke lykkedes Finans at få kontakt til Ole Jacobsen, der sidste sommer ifølge Erhvervsstyrelsen flyttede til herberget Lindevang, der er et midlertidigt botilbud for hjemløse med personlige og sociale problemer, mens hans virksomheder blev boende på det herberg, som han flyttede fra.

Ole’s-firmaerne blev i december 2020 sendt til tvangsopløsning og er i denne uge taget under konkursbehandling. En aktindsigt viser, at Erhvervsstyrelsen indledte processen, to dage efter at Finans og Information i oktober 2020 kontaktede styrelsen vedrørende de tre virksomheder hos Hørhuset. Erhvervsstyrelsen forklarede dengang, at man uvist af hvilken grund ikke havde registreret en eventuel henvendelse fra Hørhuset.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.