Erhverv

Mistanken om snyd med coronalån er vokset - flere bliver politianmeldt

Der er nu mistanke om svig for samlet 5,7 mio. kr., oplyser Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen har mistanke om svig for 5,7 mio. kr. i forbindelse med momslån. Foto: Skattestyrelsen

Antallet af personer, der er bliver politianmeldt for at have opgivet forkerte oplysninger for at få rentefrie momslån, stiger.

Skattestyrelsen vil på mandag politianmelde yderligere seks personer, og dermed vil antallet af anmeldte personer nå op på 25. Samlet er der mistanke om svig for 5,7 mio. kr.

Det oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse, efter at der af to omgange i 2020 er blevet udbetalt moms- og lønsumslån til ca. 27.000 virksomheder for mere end 7,4 mia. kr.

Ordningen blev indført for at lette det pres, som coronakrisen har lagt på landets virksomheder. Kontrollen med ordningen førte i november til, at de første 19 politianmeldelser blev indgivet.

Politianmeldelserne af de 25 personer vedrører samlet set 28 virksomheder. De har dog ikke fået udbetalt nogen lån, da mistanken om svig er opstået i forbindelse med behandlingen af selve ansøgningerne.

»Vi kan jo aldrig garantere, at der ikke kan ske svig, heller ikke her. Men ordningen med moms- og lønsumslån havde det formål at styrke likviditeten hos virksomhederne, og at virksomhederne efter en kort sagsbehandling – inden for fem arbejdsdage – kunne få godkendt et rentefrit lån. Med så kort en frist har vi skullet være skarpe i udvælgelsen af mistænkelige ansøgninger, og det ser ud til, at vi er lykkes med det,« udtaler Kim Tolstrup, der er underdirektør i Skattestyrelsen, i pressemeddelelsen.

I alt er 3.300 låneansøgninger blevet afvist, oplyser Skattestyrelsen. Over halvdelen af afvisningerne er blevet givet, fordi ansøgerne »ikke rettidigt angivet den moms eller lønsumsafgift, de ønskede at låne«.

700 yderligere afslag blev givet, fordi de allerede havde fået et lån. Endelig blev der givet 37 afslag, fordi et eller flere medlemmer af ledelsen i den givne virksomhed var dømt for en form for økonomisk kriminalitet.

I forbindelse med hjælpepakkerne er samarbejdet mellem myndighederne blevet styrket, oplyser Skattestyrelsen. Det har bl.a. betydet, at der er blevet lavet en såkaldt risikoliste. Det betyder, at Skattestyrelsen bliver orienteret om virksomheder, der er blevet politianmeldt af f.eks. Erhvervsstyrelsen, og dette kan så bruges til kontroller om f.eks. momslån.

»Skattestyrelsen er på baggrund af denne status godt klædt på til at bremse uretmæssige udbetalinger fra statskassen, før det sker. Jeg kan dog garantere, at vi fortsat vil holde nøje øje med forsøg på svig, og derfor prioriterer vi også fortsat vores samarbejde med relevante myndigheder og interessenter meget højt,« siger Kim Tolstrup.

BRANCHENYT
Læs også