Erhverv

Trods priskollaps: Storbonde tjener 69 mio. kr.

Selv om coronakrise og svinepest fik prisen på grise til at styrtdykke, kommer Danmarks største svineproducent ud af 2020 med et solidt overskud på 69 mio. kr.

Landmand Martin Lund Madsen har i 2020 bogført et overskud før skat på 69 mio. kr. Martin Lund Madsen er Danmarks største svineproducent.
Foto: Christer Holte

Danmarks største svineproducent, Martin Lund Madsen, har i 2020 præsteret et overskud før skat på 69 mio. kr.

Overskuddet er noget mindre end rekordresultatet på 92 mio. kr. i 2019, men det skal ses i lyset af, at priserne på svinekød styrtdykkede under coronakrisen og fik endnu et stort tryk nedad, da der udbrød svinepest i Tyskland.

Martin Lund Madsen betegner 2020 som »et underligt år«. På den ene side er det lykkedes at levere et rigtig godt resultat, men på den anden side lever det ikke op til de meget høje forventninger ved indgangen til året.

»Vi havde en tro på, at 2020 skulle være et super år. Det blev det ikke på grund af covid-19, som tog toppen af vores bruttofortjeneste og vores resultat. Trods alt har det været et rigtigt fint år for os, så jeg er faktisk godt tilfreds,« siger Martin Lund Madsen.

Han producerer årligt omkring 250.000 slagtesvin på en række gårde i Syd- og Vestjylland. Der er tale om en såkaldt full-line-produktion med både søer, smågrise og slagtesvin. Martin Lund Madsens selskaber driver desuden omkring 2.800 hektar.

Alle grisene fra Martin Lund Madsens selskaber, der er samlet i MLM Group, bliver leveret til slagteriselskabet Danish Crown, som de seneste år har præsteret en høj og særdeles konkurrencedygtig svinenotering.

I de første måneder af 2020 var noteringen helt oppe at ringe på historiske niveauer over 14 kr. pr. kilo, hvilket skabte forventninger om endnu en indtjeningsrekord hos MLM Group. Disse udsigter blev imidlertid spoleret, da coronakrisen lukkede hele foodservicesektoren (restauranter, hoteller etc.) i Europa. Da der siden udbrød svinepest i Tyskland, blev de europæiske nærmarkeder oversvømmet af tysk svinekød, som ikke længere kunne eksporteres.

De to hårde stød til markederne fik svinekødsnoteringen til at styrtdykke. Danish Crown klarede sig imidlertid stærkt gennem krisen, og den gennemsnitlige svinekødsafregning har været næsten en krone højere i 2020 end i 2019.

Alligevel falder resultatet hos MLM Group, hvilket dog primært skyldes, at værdien af selskabets store svinebesætning blev bogført lavere ved udgangen af 2020 end ved udgangen af 2019.

Mens mange store danske svineproducenter de seneste år har satset på eksport af levende smågrise, har Martin Lund Madsen hele tiden holdt fast i princippet om at have både søer, smågrise og slagtesvin på sine bedrifter.

»Vi er stolte af at drive virksomhed i Danmark. Vi har selv omkring 90 ansatte og leverer til Danish Crown, hvor vi er med til at sikre danske arbejdspladser på slagterierne,« siger Martin Lund Madsen.

Han har dog også blikket rettet ud over landets grænser og har for nylig øget sin ejerandel i selskabet Slovakiet Invest. Martin Lund Madsen er nu hovedaktionær i selskabet, der har en bedrift med mere end 3.000 malkekøer i Slovakiet.

BRANCHENYT
Læs også