Fortsæt til indhold

Guldsmeden Hotels i knæ: »Det er rigtig trist læsning«

Selskabet bag kæden Guldsmeden Hotels kom ud af seneste regnskab med et historisk stort tab. Ejerparret bag hotelkæden forhandler med banken om millionhjælp.

Erhverv

Ægteparret Sandra og Marc Weinert har i mere end 20 år drevet succesfuld hotelforretning i Danmark. Det er blevet til stribevis af hoteller i København, Aarhus og sågar i Tyskland, Norge og Island.

Millionoverskuddene i deres holdingselskab, som står bag kæden Guldsmeden Hotels, blev så store, at selskabet fra 2016/2017 og to år frem samlet tjente 91 mio. kr. efter skat.

Men nu kan Weinert-ægteparret offentliggøre et årsregnskab, der er historisk dårligt for deres holdingselskab. Underskuddet lyder på 26,3 mio. kr., og revisoren skriver i sin påtegning, at der er »væsentligt usikkerhed vedrørende fortsat drift«. Årsagen er, at hotelkoncernen i øjeblikket forhandler med sin bankforbindelse om et lån på 85 mio. kr.

»Selskabets fortsatte drift er betinget af, at den koncernbasis nævnte låneramme opnås. Udfaldet af disse forhandlinger forventes først at foreligge endeligt ved udgangen af marts måned 2021,« skriver revisoren i det nye regnskab fra Weinert Holding.

I ledelsesberetningen uddybes det, at selskabet forventer at få bevilget lånet fra banken.

Guldsmeden Hotels var ellers »godt polstret økonomisk« op til coronakrisen, som selskabet selv formulerer det.

»Men månederne gik og med manglende udbetalinger fra staten, ingen indtjening, høje huslejer og lønninger, så slap likviditeten op,« skriver Weinert-ægteparret i det nye regnskab.

I et langt Facebook-opslag forklarer Sandra Weinert sine tanker tanker om det nye regnksab og Guldsmeden Hotels' situation.

»Vi er ikke ved at gå fra hus og hjem, vi er ”bare” ved at gældssætte en ellers sund virksomhed med 21 års positiv bundlinje – indtil vi blev ramt af coronakrisen,« indleder hun sit opslag.

Sandra Weinert skriver, at »det er rigtig trist læsning« at læse det nye årsregnskab fra Guldsmeden Hotels.

»Siden corona brød ud, har udgifter til fuld løn til vores ansatte, fuld husleje til vores udlejere, banker og kreditforeninger og andre omkostninger hobet sig op og tømt vores ellers velpolstrede kasse, som skulle være gået til vækst i form af nye projekter og jobskabelse,« skriver hun.

Ifølge Sandra Weinert er Guldsmeden Hotels på intet tidspunkt blevet kompenseret for mere end mellem 65 og 75 pct. af førnævnte omkostninger, og det har altså tømt kassen i en grad, så ægteparret har søgt hjælp.

»Derfor har min familie og jeg set os nødsaget til at sælge ud af vores aktiver og søge investorer. Guldsmeden har været drevet af hårdt arbejde og passion, men denne krise kan vi ikke arbejde os ud af. Vi kan kun ofre vores hjem, gældsætte os til halsen, og sælge hvad vi ejer, i kampen for, at vi, vores kollegaer og vores gæster har noget at vende tilbage til. Men i sidste ende er det politikerne, som står med vores fremtid i deres hænder,« skriver hun.

Hun afslutter sit Facebook-opslag med en opfordring, som også fremgår af det nye regnskab fra Guldsmeden Hotels. At hoteller bliver 100 pct. kompenseret for sine faste udgifter.

Guldsmeden Hotels forventer, at coronasituationen normaliseres i løbet af 2021 i takt med udrulningen af vaccinerne. Derfor regner hotelkæden med et forbedret resultat, selvom aktiviteten vil være på et lavere niveau end i tidligere år.

Artiklens emner
Guldsmeden Hotels