- Opdateret 09/03/2021 kl. 19:25
Store butikker må fra mandag åbne for kundesluserne
Store udvalgsvarebutikker har siden genåbningen den 1. marts været underlagt stramme åbningsregler. Situationen har affødt massiv kritik fra f.eks. Ikea, Ilva og Bauhaus. Nu lemper regeringen på reglerne.
Efter to uger med vedholdende protester fra detailhandlen strækker regeringen nu våben. Fra mandag må store udvalgsvarebutikker på over 5.000 kvadrameter åbne for kundesluserne og lukke op til 250 kunder ind samtidig.
Med afsæt i dugfriske vurderinger fra den nye Epidemikommissions har Justitsministeriet netop udsendt en pressemeddelelse, hvor de nye genåbningsregler for de store butikker fremgår.
De 250 kunder betyder en markant lempelse i forhold til genåbningsreglerne, der trådte i kraft den 1. marts.
Reglerne gør nemlig, at butikker over 5.000 kvadratmeter (kvm) i dag skal reservere 250 kvm pr. kunde. Dermed må en udvalgsvarebutik på 5.001 kvm kun have 20 kunde inde i butikken, mens en butik på 4.999 kvm må huse 250 kunder.
Med de nye regler sidestilles udvalgsvarebutikker over og under 5.000 kvm, og det glæder Dansk Erhverv.
»I Dansk Erhverv hilser vi ethvert skridt mod genåbning velkomment. Det gør vi også her,« siger adm. direktør Brian Mikkelsen.
I DI er der også glæde over lempelsen.
»Det er virkelig gode nyheder, at de helt meningsløse restriktioner for de store butikker over 5000 kvm nu har udsigt til at blive lempet,« siger Sidsel Dyrholm Holst, branchedirektør i DI Handel.
Vi havde håbet og forventet, at resten af detail og de liberale erhverv havde kunne åbne nu på mandag.
Blandt modstanderne af de nuværende og restriktive genåbningsregler for store butikker er Bauhaus-direktør Mads Jørgensen, der i flere uger har har kaldt forskelsbehandlingen af store og mindre udvalgsvarebutikker for både usaglig og ulogisk.
Kritikken kulminerede sidste uge, hvor Bauhaus meddelte, at man overvejer en erstatsningssag mod staten for konkurrenceforvridende forskelsbehandling i forbindelse med genåbningen.
»Jeg undrer mig over, at alle erhvervsdrivende ikke er lige for loven i Danmark,« lød kritikken fra Mads Jørgensen.
Efter Bauhaus' raslen med erstatningssablen inviterede erhvervsminister Simon Kollerup repræsentanter for de store butikker til krisemøde.
På mødet, som fandt sted mandag eftermiddag, præsenterede detailhandlen med Dansk Erhverv i front bl.a. ministeren for et forslag om at lade store butikker huse samme antal kunder, som butikker op til 5.000 kvm - det forslag som et politisk flertal netop har fremlagt en aftale omkring.
Ud over at lempe på kvm-restriktionerne for de store butikker slipper butikker op til 10.000 kvm fra næste uge også for, at kunderne skal bestille tid for overhovedet at blive lukket ind.
Fremover gælder tidsbestilling kun for butikker over 10.000 kvm - som f.eks. Ikea-varehuse og enkelte Bauhaus-varehuse, men efter den seneste tids offentlige slagsmål med de store detailaktører lyder det nu, at »kravet om tidsbestilling kan fraviges, hvis der etableres en anden model, der reducerer risikoen for sammenstimling«.
Trods glæde over lempelserne for de store butikker, ærgrer Brian Mikkelsen sig over dagens genåbningsaftale mellem regeringen og SF, EL og De Radikale.
»Vi havde håbet og forventet, at resten af detail og de liberale erhverv havde kunne åbne nu på mandag. I vores eget udspil til en plan for genåbning har vi anbefalet netop det, og det er skuffende, at vi nu skal vente yderligere,« siger Brian Mikkelsen.
Den nye aftale for yderligere genåbning træder i kraft mandag den 15. marts.