Serier

Virksomheder slækker på opfordring til at lade ansatte arbejde hjemme

Genåbningen af skoler og detailhandel bygger på en forudsætning om, at en million danskere fortsat arbejder hjemme. Men mange virksomheder ser stort på opfordringen.

Corona rammer verden
Trafikken på de store veje, hvor folk især færdes til og fra arbejde, er steget på det seneste. Det er et af flere tegn på, at flere nu møder fysisk ind på arbejde, selv om myndighedernes opfordring fortsat lyder, at alle der kan, skal arbejde hjemmefra for at begrænse smitteudviklingen. Arkivfoto: Finn Frandsen

Godt en million danskere skulle i skrivende stund fortsat arbejde fra hjemmekontoret for at holde coronasmitten i ave, men mange virksomheder er begyndt at slække på myndighedernes klare opfordring.

Det viser både antallet af personbiler på de store veje, hvor folk især færdes til og fra arbejde, og udsagn fra danske ledere om, hvorvidt de selv og deres ansatte stadig arbejder hjemmefra.

Mange er ved at blive tossede af at sidde hjemme.

Lars Andersen, arbejdsmiljøchef hos Lederne

Allan Randrup Thomsen, professor i virologi ved Københavns Universitet, finder udviklingen bekymrende.

»Det kan betyde, at vi sådan set har haft en større genåbning end oprindeligt planlagt. Det vil formentlig få indflydelse på smitten,« siger han med henvisning til bl.a. en nyere undersøgelse fra Nordsjællands Hospital, hvor 27 pct. angav arbejdspladsen som formodet smittested.

Da regeringens indsatsgruppe i februar kom med beregninger for smitterisikoen ved forskellige scenarier for en begyndende genåbning af samfundet, byggede beregningerne på en række centrale antagelser - herunder fortsat hjemmearbejde.

Lektor Viggo Andreasen fra Roskilde Universitet, der tidligere har siddet med i modelberegningsgruppen, understreger, at det er meningen, at en million danskere skal arbejde hjemme på nuværende tidspunkt.

Han opfordrer til selvdisciplin.

»Det vil føre til øget smittespredning, hvis virkeligheden er, at folk selv fortolker på restriktionerne, og man skal gøre sig klart, at det er den mere smitsomme B117, som vi har med at gøre,« siger han.

Tal fra Vejdirektoratet viser, at antallet af personbiler på de store veje er steget i løbet af de seneste uger og nu ligger 23-24 pct. under normalen mod ca. 30 pct. under normalen sidst i januar og først i februar.

Tendensen er den samme i en helt ny undersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af medlemmerne af Lederne.

Mens 30 pct. af medarbejderne mødte fysisk op på arbejdspladsen i den sidste uge af januar, var det fysiske fremmøde steget til 37 pct. i den første uge af marts.

Tilsvarende møder 40 pct. af lederne nu selv ind på arbejde, mens andelen lå på 36 pct. i slutningen af januar.

Arbejdsmiljøchef hos Lederne Lars Andersen medgiver, at myndighedernes opfordring er uforandret, men det handler ifølge ham om såvel medarbejdernes trivsel som virksomhedens behov.

»Folk vil gerne tilbage på arbejde. Mange er ved at blive tossede af at sidde hjemme, og selv om vi har lært meget godt om hjemmearbejde, digitale møder og distanceledelse under corona, har hjemmearbejde også vist sine begrænsninger,« siger han.

Det lykkedes ikke onsdag at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke.

Læs også