»Innovation opstår i små magiske øjeblikke. Om et par år vil vi kunne se, hvad der er gået tabt«

Væksten skal nok vende tilbage, og der er god grund til optimisme, selvom pandemien har vendt verden på hovedet, mener Helle Østergaard Kristiansen fra Danske Commodities.

Helle Østergaard Kristiansen overtog posten som CEO i Danske Commodities i 2019. Foto: Joachim Ladefoged

Hele året rundt og i alle døgnets timer handler Danske Commodities med energi på tværs af kloden. I førersædet sidder Helle Østergaard Kristiansen, som ifølge Fortune Magazine er blandt de mest indflydelsesrige forretningskvinder i verden. 

Med sådan en titel følger et ansvar. Hvad enten vejrudsigten byder på en let brise eller stormvejr, eller om statsministeren lukker landet ned, så har energivirksomheden et forsyningsansvar, som den skal forvalte.

»Det har coronapandemien ikke ændret på, men det har ændret på vores arbejdsgange og affødt nogle nye tendenser, som vi tager med ind i den efterfølgende tid,« siger Helle Østergaard Kristensen.

SERIE: I mere end et år har coronakrisen begrænset vores liv og erhvervsliv. Nu lysner det. Men hvad venter efter krisen? Hvordan forbereder vi os på at udnytte alle de muligheder, der følger med, når friheden vender tilbage? Finans interviewer en lang række beslutningstagere om deres planer, håb og ansvar for livet efter corona.

Nedlukninger, hjemsendelser og manglende fysisk kontakt har betydet, at det har været småt med nye idéer. Det har fået Helle Østergaard Kristiansen til at reflektere over, om der har været så meget fokus på at opretholde driften, at det er gået ud over innovationen.

»60 pct. af det, vi tjener i år, er på produkter, vi ikke handlede for fem år siden. Energimarkedet udvikler sig så hurtigt, at de produkter, der er relevante i dag, formentlig ikke er det om fem år,« siger Helle Østergaard Kristiansen. 

Innovationsdelen kan blive meget udfordret, hvis nedlukningerne ikke snart ophører. For når al kommunikation foregår digitalt, har man en tendens til at blive meget konkret, og derfor udebliver mange af de små uformelle snakke, som ofte er der, hvor en ny idé ser dagens lys. 

»Effekten af at mangle innovation vil vi først se om nogle år. Heldigvis har der ikke været fuldstændig stille, men meget innovation opstår i de små magiske øjeblikke, og dem har vi manglet længe,« siger Helle Østergaard Kristiansen.

Trods et udfordrende coronaår med mange omvæltninger, så tror Helle Østergaard Kristiansen på, at væksten er på vej. Foto: Joachim Ladefoged

Danske Commodities har haft særlig meget fokus på medarbejdernes velbefindende i takt med de mange omvæltninger det seneste år. Personligt har Helle Østergaard Kristiansen oplevet, at hun har skullet være meget mere synlig og til stede overfor sine medarbejdere og har derfor kommunikeret gennem flere kanaler.

»Pandemien minder os om, at vi ikke kan kontrollere alt. Krisen har været op til mange forskellige mennesker at håndtere. Sammen hver for sig beskriver det meget godt. Vi har virkelig skullet forholde os til hinanden på en ny måde,« siger hun. 

Det forgangne år har bidraget til, at hybride arbejdspladser er kommet for at blive. Mange digitale processer er blevet accelereret, og effektiviteten på hjemmearbejdspladserne har vist sig at være imponerende. Men det er også blevet tydeligt, hvordan mangel på fysisk kontakt tærer på energien. 

»Romancen ved hjemmekontorerne er begyndt at aftage, og det er blevet tydeligt, at det er vigtigt også at komme ind på kontorerne for at bevare realismen,« siger Helle Østergaard Kristensen.

Pandemien minder os om, at vi ikke kan kontrollere alt.

Helle Østergaard Kristiansen

Selve omstillingen til hjemmearbejdspladser kom ikke som en mavepuster for Danske Commodities, for når man handler med grøn energi, er man vant til, at produktionen er afhængig af vejret, og derfor er udsvingninger og uforudsigeligheder en del af hverdagen i den store energivirksomhed.

Forbrugsmønstrene i samfundet har ændret sig markant i takt med skiftevise nedlukninger og genåbninger, og det har påvirket handlen med energi, som har krævet ændringer i virksomhedens trading-strategier. Energivirksomheden ser derfor spændt ind i fremtiden med hensyn til, hvilke forbrugsmønstre der ændrer sig, og hvilke der vender tilbage som de var i tiden før corona. 

»Når børnene sidder hjemme, ændrer forbruget sig. Spørgsmålet er, om forbruget bliver mere decentralt i forhold til, hvordan det tidligere har været meget koncentreret omkring de store byer - altså effekten af decentrale arbejdspladser,« siger Helle Østergaard Kristiansen.

Der er god grund til at være optimistisk om fremtiden, som vil byde på vækst og jobskabelse både i Danmark og internationalt, hvis man spørger Helle Østergaard Kristiansen. Det kræver dog, at der bliver løftet i flok. En opgave, som Danske Commodities vil bidrage til.

»Økonomien i den grønne energi skal være med til at løfte os ud af krisen, og som virksomhed skal vi sikre, at den grønne strøm kan konkurrere på markedsvilkår. På den måde er vores ansvar kun blevet endnu større det seneste år.«

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.