Tidligere Norwegian-spidser skaber ny konkurrent til SAS og Norwegian
Midt i en dyb coronakrise er flere tidligere spidser fra Norwegian gået sammen om et nyt flyselskab, der vil sælge billige landistanceflyvninger. De vil konkurrere med Norwegian og SAS.
Mens hele luftfarten kæmper for at overleve den dybe coronakrise, er flere tidligere spidser i flyselskabet Norwegian gået sammen om en ny satsning. Deres plan er at sælge langdistanceflyvninger til lavpris, og de første fly vil lette allerede fra december.
Det skriver den norske netavis E24.
Selskabet hedder Norse Atlantic Airways, og bag det står bl.a. Norwegian-stifteren Bjørn Kjos, den tidligere Norwegian-bestyrelsesformand Bjørn Kise og Bjørn Tore Larsen, der ejer servicekoncernen OSM Maritime.
Norse kommer til at konkurrere direkte med Norwegian og SAS og kaster sig over en del af flybranchen, som andre har haft meget svært ved at tjene penge på.
»Vi har nu en historisk mulighed for at bygge et flyselskab op fra grunden. Når verden igen åbner, vil der være behov for et nyskabende lavprisselskab i det interkontinentale marked,« erklærer Bjørn Tore Larsen i en pressemeddelelse, ifølge E24. Han skal være adm. direktør i selskabet.
Planen er at satse på mere miljøvenlige fly med lavere forbrug af brændstof. Det bliver af typen Boeing 787 Dreamliner mellem Europa og USA, og på længere sigt vil selskabet også flyve til Asien.
Hvis der er nogen, der vil med på eventyret, bliver der mulighed for det. Stifterne vil notere Norse Atlantic Airways på Oslo-børsen Euronext Growth, og stifterne siger, at investorer allerede har tegnet aktier for 24 mio. dollars eller omkring 150 mio. kr.



