Fortsæt til indhold

Powell sender investorerne ind på aktiemarkedet

Der går lang tid, før man skal forvente at se renteforhøjelser i USA, slog den amerikanske centralbank fast. Det sendte mange investorer tilbage til aktiemarkedet for et afkast af en slags.

De finansielle markeder fik ingen overraskelser, men dog en mere optimistisk prognose for især 2021. Det tog aktiemarkedet umiddelbart vel imod. Foto: Reuters
Erhverv

Bevæbnet med en mere optimistisk vækstprognose og et fravær af renteforhøjelser lykkedes det onsdag den amerikanske centralbank og dens chef, Jerome Powell, at gyde olie på de finansielle markeder og sende mange investorer tilbage på aktiemarkedet.

De har sitret i ugevis og gisnet om eventuelle indikationer om en snarlig amerikansk renteforhøjelse. Men den kommer ikke foreløbig, er stadig meldingen.

Det fik prompte de amerikanske aktier til at stige.

»Aktiemarkedet har det seneste stykke tid været mere udsat pga. stigende renter, bl.a. fordi investorerne har haft forventet, at den amerikanske centralbank ville sætte den officielle rente op hurtigere, end hvad de signalerer onsdag. Det er med andre ord det bløde signal, der understøtter risikoappetitten i markedet,« siger Danske Banks senioranalytiker Mikael Milhøj. Derfor tror han, de danske aktier vil følge efter opad.

Centralbanken gentog dels, at flertallet af medlemmerne i den besluttende komite stadig ikke venter en rentestigning i denne prognoseperiode, som løber til og med 2023.

Dels skruede banken betydeligt op for den forventede vækst i den amerikanske økonomi i 2021. Skønnet blev hævet fra 4,2 pct. til 6,5 pct.

Samtidig sagde Jerome Powell, at han mener, det er for tidligt at begynde at udfase de forskellige initiativer, der lige nu understøtter den pandemiramte økonomi, så også virksomhederne kan regne med stimulanser i et stykke tid endnu.

Feds økonomiske prognose for i år

Fed’s skønNyt skønDecember
Vækst i 20216,5 pct.4,2 pct.
Arbejdsløshed i 20214,5 pct.5,0 pct.
Kerneinflation2,2 pct.1,8 pct.

Signalerne vil forbedre stemningen på aktiemarkedet i et stykke tid. Men der er ugler i mosen.

»Der ligger stadig en underliggende ængstelse for, hvor stærk vækst og inflationshistorien kan blive, før Fed kommer til at handle . De har jo også nogle obligationsopkøb i gang, som kan afsluttes tidligere, end markedet venter. Den usikkerhed forsvinder næppe ud af markedet,« siger Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit.

Fed understregede onsdag, at den fortsætter med at støtteopkøbe obligationer i markedet - 80 mia. dollars statsobligationer og 40 mia. dollars realkreditbaserede obligationer om måneden. Det vil dermed også ske i takt med, at den amerikanske regering skal ud med statsobligationer at finansiere den hjælpepakke på 1.900 mia. dollars, som netop er vedtaget.

Frederik Engholm synes, at centralbanken fremstår mere dueagtig, end han havde forventet.

»De er villige til at opretholde ekstremt lave renter selv, mens de forventer arbejdsløsheden tangerer de laveste arbejdsløshedsniveauer i 50 år – det er et skarpt signal,« konstaterer han.

Også Mikael Milhøj tror, at investorernes spekulationer om inflation og dermed mulige renteforhøjelser vil ulme videre. Der var faktisk også nogle af centralbankens komitémedlemmer, der tror, at en renteforhøjelse an komme tilfigere end 2024.

»Det spændende bliver, at nu kan de individuelle komitémedlemmer i Fed igen snakke frit, og det bliver interessant at høre, hvordan de forskellige medlemmer tænker,« siger Mikael Milhøj.

Og så er der stadig den enorme usikkerhed i pandemien, som lige nu gør det svært for alle at vurdere det underliggende helbred i økonomien, fordi regeringer over hele verden holder støttepakker med milliarder under de lidende virksomheder og lønmodtagere.

»Fokuspunktet for investorer – ikke bare aktier – er stadig pandemien og vaccinationerne. Kommer vi i mål med vaccinationerne, passer det, at vaccinerne også er effektive mod mutationer mv.? Jo hurtigere vaccination, jo hurtigere kan økonomien vende tilbage til noget, der minder om normalt. Det vil understøtte risikoappetitten,« siger Mikael Milhøj.

Artiklens emner
Amerikansk økonomi
Pengepolitik