Storcentre og stormagasiner rykker frem i køen: Regeringens eksperter regner på en genåbning
For første gang siden landets stormagasiner og storcentre blev lukket ned ved juletid, regnes der nu på smitterisikoen ved igen at åbne op for kunder på centergangene og i f.eks. Salling og Magasin du Nord.
For første gang siden nedlukningen i december regner regeringens eksperter på smitterisikoen ved en genåbning af landets tvangslukkede stormagasiner og storcentre.
Det bekræfter erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en mail til Finans, hvor han samtidig slår fast, at regeringen ikke agter at holde butikker lukket bare én dag længere, end det skønnes nødvendigt.
»Derfor har vi bedt de relevante sundhedsmyndigheder om at lave beregninger for den smittemæssige betydning af en genåbning af stormagasiner og storcentre,« skriver Simon Kollerup.
Meldingen kommer efter en omsiggribende kritik i detailkredse af den manglende genåbning af landets centerbutikker og stormagasiner, som kritikere finder både dumstædig, ulogisk og konkurrenceforvridende.
»Vi må have en fuld genåbning af alle butikker for at få kunderne spredt ud. Og for at undgå den urimelige forvridning af konkurrencen, som sker nu, hvor butikker på handelsgader må holde åbent, mens de tilsvarende butikker placeret i et storcenter, er tvangslukket,« lød det tidligere på ugen fra Marianne Lyngby Pedersen, adm. direktør i Indeks Retail med detailkæder som Bog & Idé, Boghandlere og Legetøjskæden.
Det er sundhedsmyndighedernes anbefaling, at vi fortsat holder lukket for storcentre og stormagasiner, fordi kunderne opholder sig der i længere tid og stimler sammen i mindre områder.Simon Kollerup (S), erhvervsminister
Også Dansk Erhverv er ude med riven efter regeringens håndtering af genåbningen.
»Alle har mundbind på i dag i butikkerne. Det havde vi ikke i foråret 2020, og alligevel var der fuldstændig styr på genåbningen. Vi taler jo heller ikke om at droppe afstandskravet eller afspritningen. Samtidig har smittetallene været stabile de seneste uger. Endelig må målet være at få alle butikskvadratmeter i spil, så vi får spredt kunderne mest muligt. Så hvorfor skal vi være lukket ned? Få nu bare åbnet de butikker, der mangler,« udtalte markedsdirektør Henrik Hyltoft tirsdag til Finans.
Begge henviser bl.a. til en ny indstilling fra epidemikommissionen, som i forbindelse med en lempelse af restriktionerne for store udvalgsvarebutikker over 5.000 kvm slår fast, at, at »der ikke er nogen sundhedsfaglig forskel på udvalgsvarebutikker på 4.999 kvm og udvalgsvarebutikker på 5.000 kvm«.
Trods lempelsen er store udvalgsvarebutikker fortsat underlagt strammere restriktioner end mindre butikker, idet de store butikker maksimalt må huse 250 kunder uanset størrelse.
Et skridt som erhvervsministeren forklarer med hensynet til at »undgå sammenstimling«, som kan føre til »øget smitterisiko«.
Samme forklaring giver han på, at stormagasiner som Salling og Magasin du Nord og landets storcentre er tvangslukket på tredje måned.
»Det er sundhedsmyndighedernes anbefaling, at vi fortsat holder lukket for storcentre og stormagasiner, fordi kunderne opholder sig der i længere tid og stimler sammen i mindre områder,« fastslår Simon Kollerup i mailen til Finans.
Selv om storcentre og stormagasiner med den nye melding synes et skridt tættere på en genåbning, er det næppe en forklaring, som falder i god jord i Dansk Erhverv, hvor Henrik Hyltoft tidligere har understreget, der ifølge udenlandske studier »simpelthen ikke er evidens for at påstå, at detailhandlen i særlig grad medvirker til smittespredning.«
Lederne af Folketingets partier mødes torsdag eftermiddag med statsminister Mette Frederiksen for at drøfte yderligere skridt i genåbningen.

