Alt Rejser klarede ikke et år med corona
En æra er forbi. Et år med nedlukninger og minimal rejseaktivitet har tvunget Alt Rejser til at kaste håndklædet i ringen efter næsten et halvt århundrede i rejsebranchen.
Rejseglade danskere er siden 70’erne blevet sendt til udlandet med Alt Rejser, der også er kendt for deres visumservice, som har hjulpet mange igennem komplicerede ansøgningsprocesser, der ofte er forbundet med anskaffelsen af visum. Efter et udfordrende år med corona, som særligt har ramt turisme- og rejsebranchen, har det gamle rejsebureau drejet nøglen om.
Sidst Alt Rejser afleverede regnskab var for 2019. Dengang havde virksomheden en omsætning på 5,6 mio. kr og et resultat efter skat på 144.572 kr. Året forinden var der også grønne tal i virksomheden.
Nu er rejsebureauet begæret konkurs. Udnævnt som kurator i forbindelse med konkursen er advokat Henrik Sjørslev fra DLA Piper, som oplyser, at der er tale om en egen konkursbegæring.
»Alt Rejser har kastet håndklædet i ringen, efter at have ligget underdrejet under nedlukningen. Rejsebureauet måtte sande, at det kigger ind i en fremtid, hvor der er lang tid til, at markedet for rejseydelser bliver aktivt i igen,« siger Henrik Sjørslev.
Man skal aldrig afvise, at nogen kunne synes, det var interessant at købe navnerettighederne og vente på bedre tider.Henrik Sjørslev, advokat DLA Piper
Kurator oplyser samtidigt, at der ikke umiddelbart er planer om, at driften skal genoptages, men det kan ikke afvises, at det bliver aktuelt senere hen.
»Man skal aldrig afvise, at nogen kunne synes, det var interessant at købe navnerettighederne og vente på bedre tider. Det er set før, men på nuværende tidspunkt er der ikke dialog med nogen, der skulle have interessen,« siger Henrik Sjørslev.
Alt Rejser blev grundlagt i 1977 og har fra dag et haft hovedsæde på Vesterbro i København. Udover at arrangere rejser har rejsebureauet også haft en særlig visumafdeling, som har hjulpet personer med dansk pas med at anskaffe visum, når de skulle udenlands.
Alt Rejser er 100 pct. ejet af Sergey Alexandrovich Bezlyudov, som ikke selv ønsker at oplyse om konkursen og om planerne for rejsebureauets fremtid.

